Pelsdyravl

Minkavler på fuldtid

Efter næsten 20 år med minkavl som hobby tager Hanne Kristensen chancen som selvstændig

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Siden hun var ganske lille, har mink været en del af Hanne Kristensens liv. Foto: Carl Th. Poulsen

Minkene har altid været en del af Hanne Kristensens liv. Hun voksede op på forældrenes minkfarm i Grindsted, og hun var ikke særlig gammel, da hun begyndte at hjælpe til ved burene. Sine helt egne mink købte hun også som ganske lille. - Mine første lommepenge blev sat i mink, som jeg så passede, plejede og nussede om, fortæller Hanne Kristensen. Derfor var det også nærmest en selvfølge, at hun selv skulle være minkavler, da hun 'blev stor'. Siden 1989 har hun sammen med sin mand og siden også deres to fælles drenge på ni og 15 år, drevet minkfarmen lidt uden for Hjallerup. - Det er blevet et familieforetagende. Jeg står for den daglige drift, men resten af familien hjælper også meget til, når de har fri fra arbejde og skole, siger Hanne Kristensen. De første mange år som minkavler var dog kun på hobbybasis - en meget tidskrævende hobby vel at mærke. Men da hendes arbejdsplads gennem ti år, Chr. Kjærgaard A/S lukkede, og Hanne Kristensen mistede sit job, dukkede nye muligheder op. - Skulle jeg prøve at gå fra at have minkene som en hobby til at arbejde med dem på fuld tid, var det et meget godt tidspunkt at gøre det på, siger Hanne Kristensen. - Jeg mente også, at jeg havde betalt lærepenge nok til at tage springet fuldt ud. Efter halvandet år med ansøgninger om byggetilladelser og den efterfølgende opførelse af en ny moderne stald, er Hanne Kristensen nu godt i gang med sin første sæson som selvstændig. Den tilværelse passer hende indtil videre rigtig godt. - Det er selvfølgelig noget helt andet end at sidde som sælger. Her er meget mere stille end på kontoret. Men jeg trives rigtig godt med det, siger hun. Udover selve arbejdet med dyrene er det, som især tiltaler Hanne Kristensen ved erhvervet, det færdige produkt – minkenes bløde pels. - Det er et rigtig lækkert materiale. Der kan laves så mange forskellige ting med det. Pelse, veste, smykker, elastikker og meget andet. Det er spændende, at der er så mange muligheder ved det produkt, jeg afleverer, siger Hanne Kristensen.