Minor usikker på skadesomfang

Forsvarsklippen måtte udgå i pausen af Hobros 3-2 sejr over Nordsjælland

Carl Emil Nielsen
Arkivfoto: Lars Pauli
Hobro IK 8. oktober 2018 13:15

FODBOLD: Hobro kom endelig på sejrskurs igen, da de hjemme slog FC Nordsjælland 3-2 efter en periode med seks superligakampe uden sejr. Sejren faldt på et tørt sted for himmerlændingene, men alligevel var der lidt malurt i bægeret, da midterforsvareren Rasmus Minor måtte udgå i pausen med en skade i lysken.

Dagen derpå er der stadig ømhed i lysken, og spilleren selv er endnu ubevidst om, hvorvidt det er en alvorlig skade, han har pådraget sig.

- Det er svært at vurdere, hvor slemt det er. Jeg håber, den bliver bedre i løbet af de næste par dage. Men det kan man nok først vurdere, når den har fået lov at hvile lidt, siger han.

Hobro har været særdeles hårdt ramt af skader på det seneste, og det ærgrer Rasmus Minor, at uheldet nu også skal ramme ham.

- Jeg var frustreret over det i pausen, fordi jeg synes virkelig, spillet fungerede godt for os. Vi har haft rigeligt med rokering på holdet, men heldigvis leverede drengene en klassepræstation i anden halvleg, siger han.

Den kommende weekend byder på en landskampspause, så Rasmus Minor glæder sig i det mindste over timingen af skaden.

- Når det nu skulle ske, er det godt, at jeg nu har to uger til at få trænet ordentligt og få passet godt på den, siger han.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...