Golf

Minus blev vendt til plus

Dronninglund Golfklub har et overskud på 350.000 kr. efter forrige års minus på én mio. kr.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Målet er 125 nye golfspillere i 2012. Arkivfoto: Carl Th. Poulsen

Dronninglund Golfklub har fået rettet op på økonomien. Efter at der i 2010 var et underskud på ca. én million kroner, er der i 2011 et overskud på 350.000 kr. Det kunne en glad formand, Helle C. Christensen, berette på generalforsamlingen. Helle C. Christensen betegner 2011 som et arbejdsår, hvor der er brugt mange kræfter på at få ryddet op inden for en masse områder. - Generalforsamlingen pålagde os i fjor at holde budgettet, og det har vi gjort. Det skete med udtalelser som "Hvor svært kan det være?". Det har selvfølgelig kunnet mærkes, men vi er nødt til at føre en stram økonomi, sagde hun. - Det var beklageligt, at vi måtte fyre chefgreenkeeperen, men lønudgifterne skulle minimeres. Det kunne selvfølgelig ses, at der kun er to ansatte på banerne, men det var en nødvendighed at skære ned. Helle C. Christensen lagde heller ikke skjul på, at uden støtte fra Dronninglund Sparekasse og baneejer Morten Jensen, kunne økonomien ikke vendes. Baneejer Morten Jensen har således givet en rabat på banelejen på ca. 600.000 kr., ligesom Dronninglund Sparekasse har forlænget afviklingen af gæld. Der er lavet en aftale med Dronninglund Sparekasse, at afdragene skal tilpasses golfklubbens overskud. Helle C. Christensen oplyser, at uden en indsats af frivillige, kan det ikke lade sig gøre at drive Dronninglund Golfklub. - Det er således lutter frivillige, der har gjort rent, således, at der ikke er brugt en krone på rengøringshjælp, oplyser formanden. Omkring servering af mad i golfklubben, var der i 2011 en aftale med en leverandør, "Det Skæve Køkken", men der er endnu ikke lavet en aftale for 2012. - På det punkt modtager bestyrelsen gerne en røvfuld. Men det kan kun blive bedre. Det er specielt folk, der kommer ude fra, der ønsker servering. Men jeg kan forsikre, at vi arbejder på at finde en løsning. Golfklubben har indgået aftale med træner Morten Kihl for 2012. Klubben laver kun ét-årige aftaler af hensyn til økonomien. Kenn Høj Sørensen er ansat som klubsekretær. Foreningen har strammet op omkring medlemmer, så de, der ikke har betalt, ikke længer er medlemmer. Helle C. Christensen sagde, at det har været et krævende år med 100 prøvemedlemmer, hvoraf mange fortsætter som spillere. Der er 734 medlemmer af klubben mod 649 i 2009. Målet for 2012 er 125 nye golfspillere. 13. marts holdes første møde for nye spillere. Helle C. Christensen fortæller, at der stadig arbejdes på at få etableret Vendsyssel Golfring. Der var syv klubber, der viste interesse, men nogle faldt fra. I 2012 arbejdes der videre på at få golf-samarbejdet etableret. Generalforsamlingen gik ind for, at bestyrelsen arbejder videre med et forslag om et hverdags-medlemskab, så der bliver plads til flere i weekenderne. Ligeledes besluttede generalforsamlingen, at der skal være mulighed for at melde sig ud to gange om året i stedet for én gang. Forslaget kommer fra Kenn Høj Sørensen. 178 aktive medlemmer deltog i generalforsamlingen.