Virksomhedsøkonomi

Minus til plus i Agri Nord

Resultat på 1,4 million kroner i 2011.

Direktør Erik Lydiksen kan glæde sig over et resultat på 1,4 millioner kroner.

Direktør Erik Lydiksen kan glæde sig over et resultat på 1,4 millioner kroner.

Som NORDJYSKE tidligere har oplyst, kom landboforeningen Agri Nord betydeligt bedre ud af 2011 end ud af 2010, hvor underskuddet blev på 3,9 million kroner, og nu løfter foreningen lidt mere af sløret for fremgangen. - På trods af en tilbagegang i omsætningen på 7,5 millioner kroner i forhold til budgettet er det lykkedes at tilpasse omkostningerne, så vi ender med et resultat på 1,4 million kroner, hvilket er 280.000 kroner bedre end det budgetterede resultat. Det er vi godt tilfredse med, konstaterer administrerende direktør Erik Lydiksen. Trods den mistede omsætning glæder han sig over året, der er gået: - Trods travlhed har der været tid til udvikling af nye produkter og en ny strategi, og vi har desuden har oplevet tilgang af kunder. Hele regnskabet fremlægges på Agri Nords generalforsamling torsdag 8. marts 2012 i Skalborggårdhallen i Aalborg. Her vil der blandt andet blive peget på, at økonomien i landbruget og i Agri Nord er tæt forbundne, hvorfor det har været nødvendigt at tilpasse virksomheden til den løbende udvikling. Erik Lydiksen peger således på, at at antallet af opgaver indenfor særligt ejendomshandel og miljøtilladelser har været mindre end forventet: - Det er ingen hemmelighed, at der er gennemført en del forandringer i Agri Nord gennem året. Vi har løbende haft fokus på driften, hvor effektivisering, rationaliseringer og fokus på opgaveløsning har været en fast del af dagsordenen. Det er til dels årsagen til, at resultatet af den primære drift i 2011 er godt seks millioner kroner bedre end i 2010.