Mirakelmager eller magtesløs?

Hele verden venter i spænding på, at Barack Obama tiltræder som amerikansk præsident om en uge. Både i og uden for USA er forventningerne enorme - men spørgsmålet er, om præsident Obama har magt til meget andet end at skuffe

Der svirrer rygter om, at alt mellem 2 og 4 millioner mennesker 20. januar vil strømme til Washington for at være tæt på den historiske begivenhed, når USA får sin første sorte præsident. Det svimlende tal har fået amerikanske medier til at ironisere over, hvor mange der rent faktisk kommer for at byde Obama velkommen, og hvor mange der møder op for at få del i den økonomiske hjælpepakke, som Obama i øjeblikket forhandler med Kongressen. En hjælpepakke, som skal få den amerikanske økonomi på ret kurs midt i finanskrisen ved hjælp af blandt andet offentlige investeringer og skattelettelser til middelklassen. Planen er allerede inden Obamas tiltræden vokset fra de planlagte 500 milliarder dollars til op mod det dobbelte. USA’s trængte industrier forventer ligesom mange almindelige amerikanere, at præsident Obama vil komme svævende ind på scene som en anden Jesus og begynde at udrette mirakler. At han med et trylleslag kan redde økonomien, sikre jobmarkedet, fjerne det svimlende budgetunderskud, skabe et fintmasket velfærdssystem, udrydde fattigdommen og så i øvrigt genoprette USA’s blakkede ry i omverden. Selv hvis Barack Obama havde magten til al dette, ville det nok kræve et mirakel eller to. Men det har han ikke. I virkeligheden er det faktisk ret begrænset, hvad ”lederen af den frie verden” kan foretage sig på egen hånd. Det mest magtfulde organ i USA er nemlig den lovgivende forsamling, Kongressen, og den har præsidenten meget lidt magt over. Det er ikke en tilfældighed, at Barack Obama på næste tirsdag bliver indsværget som præsident foran Kongressens bolig, Capitol Hill, og ikke foran Det Hvide Hus. På samme måde skal alle Barack Obamas ministerudnævnelser og folk til høje embeder først godkendes af Senatet, før de kan tiltræde deres post. På tirsdag skal Hillary Clinton ”grilles” af Senatets Udenrigskomité, før de beslutter, om hun er egnet som udenrigsminister. I modsætning til Danmark har USA nemlig ikke et parlamentarisk system, hvor regeringslederen udspringer af flertallet i parlamentet. - Der er en meget stram tredeling af magten i USA, som man ikke ser andre steder. Det er svært at forestille sig at have en dansk statsminister siddende, mens Folketinget vedtager den ene lov efter den anden, som går imod hans politik, men det sker i USA, siger USA-ekspert Mads Fuglede, Københavns Universitet. Ved valget i november fik Demokraterne fremgang og befæstede deres flertal i både Senatet og Repræsentanternes Hus. Alligevel kan Barack Obama ikke regne med, at det flertal vil stå last og brast med ham, for der eksisterer slet ikke den samme partiloyalitet i USA, som der gør i Danmark, ikke mindst fordi der kun er to partier. - Ligesom der er Republikanere, som traditionelt stemmer med Demokraterne, er det omvendte også tilfældet, Specielt de Demokrater, som er valgt i sydvest har en tendens til at være relativt konservative, siger professor i statskundskab fra Københavns Universitet Peter Kurrild-Klitgaard. Flertallet kan derfor svinge meget. I en sag om klimaskatter, vil en Demokratisk senator som Harry Reid fra Nevada eksempelvis stritte voldsomt imod stigende energipriser, fordi hovedstaden i Nevada er energislugeren Las Vegas. Selvom præsidenten i princippet er øverste militære leder og ansvarlig for økonomien, skal alle store beslutninger også her godkendes i Kongressen. Kunsten at overtale Mange præsidenter har givet udtryk for, at embedet så større ud udefra, end det oplevedes indefra. De har nemlig lynhurtigt fundet ud af, at en præsidents magt ligger i evnen til at overtale Kongressen. Demokraten Jimmy Carter (1977-81) står i historien som en middelmådig præsident, fordi han aldrig formåede at få et velfungerende forhold til Kongressen. Barack Obama har den fordel, at han er en karismatisk taler. Alligevel er han ofte blevet beskyldt for at være for lang i spyttet om, hvad han egentlig vil som præsident. I praksis er der dog god grund til ikke at være alt for konkret i sine udspil, før der er sikret et flertal i Kongressen, for resultatet kan meget vel ende med at se en hel del anderledes ud, end præsidenten forestillede sig, når forhandlingsfasen er slut. Bill Clinton måtte eksempelvis opgive at få sin storstilede sundhedsreform igennem, fordi Kongressen satte sig på bagbenene. I stedet så man præsident vifte med sin kuglepen fra talerstolen, mens han truede med at nedlægge veto, hvis Kongressen vedtog en anden sundhedsreform, som ikke dækkede alle amerikanere. George W. Bush er indtil videre den, der har brugt sin vetoret færrest gange, på trods af at han i størstedelen af sin periode har haft Demokratisk flertal i Kongressen. - Det kan undre, hvorfor han så mange gange har ladet Kongressen vedtage ting, som han var fuldstændig imod. Han har selv sænket skatterne, men ladet Kongressens budgetforslag løbe fuldstændig løbsk, siger Peter Kurrild-Klitgaard. Barack Obama har helt sikkert nøje studeret den gængse popularitetskurve for præsidenter, som viser, at der er stor tilslutning det første år, hvorefter den daler for igen at stige en smule i fjerde år. Igen stikker George W. Bush ud ved at være historisk upopulær til slut. - Mange præsidenter er i starten af deres periode så populære blandt folket og Kongressen, at de har stor magt til at få gennemført deres ting. Derfor gælder det om at smede, mens jernet er varmt, og der er meget, der tyder på, at Obama vil forsøge at ramme jorden løbende, siger USA-ekspert Mads Fuglede. Faktisk var Obamas plan, at den økonomiske redningspakke skulle ligge klar til underskrivelse på hans første dag, men den dato er nu skudt til februar. Forventningen er, at han hurtigst muligt herefter vil tage fat på en reform af blandt andet sundhedssystemet. Ved midtvejsvalget om to år risikerer han nemlig, at det demokratiske flertal i Kongressen ryger sig en tur, hvis økonomien stadig har det dårligt. Dermed vil han befinde sig i samme situation, som de fleste præsidenter gennem de seneste 30 år - at der skal samarbejdes med en kongres med en anden partifarve. Symbolet Den amerikanske præsident har stor værdi som symbolfigur for både amerikanere og den øvrige verden. Her er Barack Obama helt bevidst om, at han har stor fordel i at være den første sorte præsident med Kennedy’ske talegaver. Det har allerede sikret ham en længere snor som udgangspunkt - ikke mindst i Europa. - Han vil ikke blive mistænkeliggjort på samme måde som George Bush, mener Mads Fuglede. Seniorforsker og leder af sikkerhed og forsvar på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Trine Flockhart er enig. - Der er store forventninger men også en positiv stemning på den internationale scene, så hvis han og hans administration formår at udnytte det, vil han kunne opnå meget.