Miraklernes tid ikke forbi?

Januar er opkaldt efter den romerske gud Janus, der var udstyret med to ansigter – ét, der så bagud, et andet, der så fremad. Og ved et årsskifte er det da naturligt at kigge sig bag om ryggen og opgøre sit mellemværende med det forgangne år.

Kultur 3. januar 2007 22:19

På tærsklen til årsskiftet blev Saddam Hussein så henrettet ved hængning. Jeg modtog nyheden med blandede og væmmede følelser: retfærdigt og inhumant på samme tid. Præsident Bush mente, det var en retfærdighedens milepæl, Fogh og Stig Møller var kritiske over for hele retssagens gang og udfald. Forskellen mellem Europa og USA i en nøddeskal. Gammel cowboy- mentalitet og den humane skepsis – den rygende revolver versus lovens humanitet, der må tage stilling i paradokset mellem forbuddet mod drab og drab som retfærdig straf. Men set fra vore egne vind’ver blev 2006 først og fremmest præget af Muhammed-krisen, den værste udenrigspolitiske krise Danmark vel har været i, når der ses bort fra de store krige. Det frugtbare ved krisen var, at den skærpede vores opfattelse af ytringsfriheden som en fundamental rettighed i et sækulært og politisk organiseret samfund. Den anden lære var, at verdens globalisering ikke kun kan ses som et progressivt vestligt projekt, men at der findes andre kulturer end den vestlige, og at den muslimske kultur – uanset vores kritiske eller fordømmende indstilling – er en faktor, der må tages alvorligt. Hvis vi i Vesten i et egoistisk, selvovervurderende overmod blot er ude på at tromle en hel kultur så flad som et vestjysk ladegulv, er vi på vej ud i en eventyrpolitik med store risici. Jeg ved, at det forekommer mange danskere aldeles upassende at være selvkritiske, når vi nu er så storartet oplyste og civiliserede og demokratiske, og når nu den arabiske kultur og hele den muslimske hører hjemme i en formørket middelalder; men min pointe er den, at en sådan polarisering af to kulturer, der har levet side om side, konkurreret og bekriget hinanden gennem mere end et årtusinde, simpelthen er en dødfødt, hvis ikke livsfarlig forestilling. Muhammed-krisen tydeliggjorde mere end ønskeligt, at reformer af de arabiske lande må komme fra landene selv og deres befolkninger, mens Vestens ønske om at spille smart Kong Gulerod bare gør ondt værre. Og at Dansk Folkeparti lukrerer på denne konfrontation, er blot endnu et bevis på, at hvis dette parti havde haft den politiske magt i Danmark på Gravballe-mandens tidspunkt, havde vi endnu levet i – med Søren Karup - den ”givne virkelighed”: altså jordhuler. Irak-krigen afslørede med alt for uhyggelig dokumentation, at den vestlige alliances krigsstrategi har været en eklatant fiasko. Så sent som i efteråret 2006 i forbindelse med midtvejsvalget i USA gik det op for den amerikanske præsident og den engelske premierminister, at planen i Irak var forkert. Det gik som sædvanligt noget længere tid for vores egen statsminister at komme til en indrømmelse af, at han havde undervurderet problemerne i Irak. Baker/Hamilton-rapporten fastslog, at Irak-krigen ikke kunne vindes med de nuværende midler, men hvad der kommer til at ske, synes i øjeblikket at være helt uvist. I hvert fald skal man ikke regne med nogen udmelding fra dansk side, før USA har fastlagt kursen, og så ved vi med garanti, hvad den danske statsminister mener. Men selve ideen om at indføre demokrati i Irak på bajonetterne af udenlandske styrker synes at være en håbløst forældet demokrati-imperialistisk tankegang. På hjemmefronten – hvis jeg må tillade mig et så krigerisk udtryk – lagde 2006 op til meget store forandringer af det danske samfund. Under en liberal-konservativ regering med Dansk Folkeparti som uundværlig krykke er man halset eller haltet igennem et utal af reformer, der alle sammen har haft det kendemærke, at de ikke koster nogle penge – siger regeringen. En markant udtalelse i Folketinget af statsministeren var, at det var en socialdemokratisk vanetænkning at tro, at modernisering af det danske samfund behøvede at have et bundt pengesedler bundet i halen; nej, den borgerlige modernisering finder sted i kraft af det mirakel, at den ikke koster nogen ting. Den er udgiftsneutral, hedder det på moderne administrativt politikersprog. Kommunesammenlægningen, regionsdannelsen, retskredsreformen, Told og Skat-centraliseringen, moderniseringen af Fødevarekontrollen og de store uddannelsesreformer af gymnasierne og universiteterne er alle sammen udgiftsneutrale, hævdes det! Modernisering er rationalisering og effektivisering, således at udgifterne er de samme, som de var, uanset at der er færre til at lave mere! Oven i købet praler vores finansminister med, at det offentlige budget aldrig har været større i kroner og øre end i 2007, og at Danmark inden længe vil være i stand til at købe resten af verden. Miraklernes tid er ikke forbi; de bliver endda større og større! Jeg havde gerne set den finansminister, der præsenterede et finanslovsforslag, der skar det offentlige budget ned i kroner og øre! Det havde ikke en gang en borgerlig finansminister overlevet! Det svagt stigende statsbudget er da også i realiteternes verden udtryk for store besparelser og indskrænkninger af den primære ydelse. Fødevarekontrollens problemer er jo elementær anskuelsesundervisning i, hvad modernisering af staten betyder, nemlig ringere kontrol, samtidig med at de dokumenterer det hav af negative konsekvenser, som den rene markedsfilosofi altid fører med sig. Jeg siger blot velbekomme, hvis den borgerlige tænketank Cepos’ markedsfilosofi blev omsat til virkelighed, for så kunne liberalismens grådighed jo udfolde sig aldeles hæmningsløst – og ikke under ansvar! Børne-, ældre-, social- og sundhedsområdet bliver berørt af strukturreformen, og det bliver spændende at se, hvordan det kommer til at gå. De mange nedskæringer, der finder sted i den offentlige sektor som konsekvens af udgiftsneutraliteten og skattestoppet, er personalemæssige, men også ydelsesmæssige. Hvad angår ydelserne, består moderniseringen f eks. i, at den populære synlighedsfilosofi fører til et omfattende krav om dokumentation. Hvad der ikke ses, eksisterer ikke! Dokumentationsvanviddet eksisterer i undervisningssektoren, social- og sundhedssektoren med direkte tab af primær ydelse som resultat. Sagt på en populær facon så kan der næppe i dag i den offentlige sektor slås en prut, uden at den skal males lyserød, registreres og dokumenteres og lægges ud på internettet. Dette bureaukratiske kæmpearbejde er i meget ringe grad stimulerende; det er tværtimod tidrøvende og opelsker desværre et minuttyrannisk tælleri. Administratorerne, vor tids nye herskab, har fået kronede dage, aflønnes skyhøjt og er blevet enhver institutions bærende ”maskinmestre”, mens mandskabet, der producerer ydelserne, næsten bliver besværlige og kantede ”operatører”. Lad os håbe, at de mange reformer blot i nogen grad opfylder de gode hensigter, de bliver begrundet med! Fra mit eget hjørne af tilværelsen vil jeg gerne sige, at jeg har oplevet sundhedsvæsenet fra den mest fornemme side i det forgangne efterår i et samarbejde mellem den lokale læge og Aalborg Sygehus’ øjenafdeling! Tak for det! Heldigvis fungerer meget i den offentlige sektor på fortrinlig måde – uanset den siddende regering eller en anden – takket være den faglige ekspertise, der ikke er til at tage fejl af! Godt nytår! [ Peter Michael Lauritzen er lektor ved Frederikshavn Gymnasium og HF-kusus, formand for Vendsyssel litterære Selskab, forskningsstipendiat under Carlsbergfondet 2003-04 med Aalbæk Jensens værk og virke som emne. Har udgivet ”Rifbjerg på kornet” (Gyldendal 2006).

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...