Miraklet i Marokko

Nordjysk par reddede livet, men mistede alt andet ved forlis

LIMFJORDEN:Solen lå gemt bag små forårsskyer, og modvinden bed i ansigtet, da Frans Larsen og Gitte Andersen sidste år i maj stævnede ud fra havnen i Nibe. Den lørdag så alt lyst ud, for forude lå drømmen om at sejle verden rundt på deres egen sejlbåd. Men måske var modvinden på Limfjordens vande et varsel om dårlige tider. I går vendte de hjem fra deres eventyr med livet i behold - men alt andet har de mistet undervejs. Kun ved gode venners hjælp er parret nu tilbage i Nordjylland, for at sunde sig oven på en forskrækkelse af dimensioner. Fulgte drømmen Frans Larsen har sejlet på Limfjorden siden han var dreng. Drømmen om en dag at sejle ud på de rigtigt store vande blev født tidligt, og da han for nogle år siden mødte kæresten, Gitte Andersen, fandt han en livspartner med lige så meget mod på tilværelsen til søs. - Vi besluttede os for at følge drømmen, så vi solgte alt, hvad vi havde, tog et lån – og købte en 46-fods sejlbåd, fortæller Frans Larsen. Sammen boede de på båden, "Bis", i et års tid, mens de lagde planer i den trygge havn i Nibe. De blev enige om en rute, gjorde de sidste forberedelser – og satte fart ud i verden. Verdensomsejlingen gik efter planen de første måneder. Efter stop i Le Havre i Frankrig, en rundtur i Middelhavet og et ophold i Muhamidia i Marokko, var parret klar til at prøve kræfter med Atlanterhavet. Storm i Atlanten I slutningen af Oktober satte "Bis" kursen mod Lanzerote, som skulle være sidste stop, inden den lange tur til den anden side af Atlanten. Men parret nåede aldrig frem til ferieøen. - Vi havde fået et varsel om storm, men den skulle først dukke op tre dage efter, så vi blev enige om at forsøge at komme foran stormen, fortæller Frans Larsen. Spådommene om vejret holdt ikke. Allerede efter et døgns sejlads viste naturen sig fra sin mest lunefulde side – og stormen tog fart. - Jeg stod ved roret og kunne intet se – kun bølger, der væltede ind over skibet, siger han. Han var dog ikke nervøs, da stormen begyndte at rive i oceanet, for tidligere på turen havde parret oplevet lignende vejr. - Det var sådan set først da stormen løjede af, vi for alvor fik problemer, husker Frans Larsen. Som vindstyrken aftog, blev bølgerne højere og højere – for til sidst at være mægtige mure af vildt vand. En særligt voldsom bølge fik båden til at rulle 360 grader rundt på siden – og da Frans Larsen og Gitte Andersen igen havde hovederne over vand, blev de mødt af et skræmmende syn. - Der var slået hul på forenden af skibet, så nu tog det for alvor vand ind. Desværre havde bølgerne flået vores redningsflåde ud i vandet, så vi kunne ikke gøre andet end at vente, fortæller Frans Larsen. Iført overlevelsesdragt blev parret skyllet overbord i buldrende mørke – og de følgende timer blev et lyslevende og udmagrende mareridt. Frieri på åbent hav Til den hvæsende lyd af et oprørt hav, måtte Frans Larsen og Gitte Andersen kæmpe i flere timer – hele tiden med frygten for at blive væk fra hinanden. - Vi klamrede os til hinanden, men hver gang der kom en stor bølge, blev vi revet under vandet og måtte slippe taget, siger Frans Larsen. Selv om parret havde opsendt nødraketter og et SOS fra "Bis" inden den gik ned, så vidste Frans Larsen, at der var for høj sø til at starte en redningsaktion. Derfor blev det mere og mere tydeligt, at parret måtte redde sig selv i land. Da morgenen gryede, gav Gitte Andersen op. Hun fortalte Frans Larsen, at hun ikke kunne kæmpe mere – og at hun hellere ville drukne med det samme. - Men hvis hun gav op, så ville der ikke være mere at kæmpe for, så jeg spurgte hende, om hun ville gifte sig med mig. Det muntrede hende op og hendes ja gav mig ny energi, fortæller Frans Larsen. - Til alt held var der pålandsvind, så i løbet af 5-6 timer blev vi skyllet tættere og tættere på land, og til sidst svømmede vi det sidste stykke i land, siger han. På Marokkos kyst blev de mødt af en lille dreng, der hjalp dem i land og fulgte dem til en landsby i nærheden. Senere fik de at vide, at en anden dansk sejlbåd var gået ned på en næsten identisk position samme nat – et forlis, der havde kostet en kvindelig sejler livet. Plads til nye drømme Nogle dage efter det dramatisk forlis, blev parret fløjet til Portugal på nogle venners regning. Her forsøgte de at skabe en ny tilværelse for sig selv. - Vi kunne ikke vende hjem til Danmark, for vi havde ikke en klink og ville vende hjem til en kæmpe gæld, som vi ikke kunne betale, siger Frans Larsen. Som vintermånederne sneglede sig af sted, blev det tydeligt, at parret ikke ville få succes med deres nye liv i Portugal. Trods talrige forsøg på at få arbejde, var der knap råd til den daglige mad – og torsdag vendte parret tilbage til hjemstavnen. - Det kan kun lade sig gøre at komme hjem, fordi vore gode venner Jørgen, Dorit og Per hjælper os – de har betalt vores flybillet og givet os et midlertidigt sted at bo, fortæller han. Opholdet på den midlertidige bopæl i Sønderrup skal bruges på at finde et sted at bo, forhåbentlig nogle jobs – og på at genoprette tilværelsen. - Vi har kun det tøj vi har fået foræret af forskellige venner – og det er så de eneste vi ejer, fortæller en trods alt optimistisk Frans Larsen. Nu glæder han sig til det forestående bryllup – og til at kunne gøre et nyt forsøg på at lade drømmen gå i opfyldelse. - Så snart vi har betalt vores gæld, vil vi ud på havet igen. Bare fordi man bliver kastet af hesten første gang, skal man jo ikke give op, siger han.