Horsens

Miraklet kommer til Frederikshavn

Foregangsbyen Horsens sender delegation på inspirationstur

FREDERIKSHAVN:I de senere år er Horsens ofte blevet betegnet som miraklernes by - ikke mindst fordi den østjyske by med blot 58.000 indbyggere har formået at tiltrække den musikalske verdenselite - repræsenteret ved bl.a. Bob Dylan, Paul McCartney, David Bowie, Elton John, Robbie Williams og R.E.M. Et eksempel på publikumssucces til efterfølgelse. Nu kommer en delegation fra Horsens, repræsenteret ved kommunens kulturudvalgsformand, kulturdirektøren og musikskolelederen imidlertid til Frederikshavn for at blive klogere. Anledningen er den enkle, at Horsens står for at skulle bygge en ny musikskole, og nu vil man gerne se, hvordan dét kan gøres bedst muligt. Dét glæder man sig over i Frederikshavn. - Det er dejligt at mærke, at Horsens også har lyst at hente inspiration i Frederikshavn. Frederikshavn Kommunes Kulturudvalg besøgte Horsens for to år siden Horsens og det var en meget inspirerende tur for os - ligesom folkene i Horsens hørte om vore planer med Det Musiske Hus og Arena Nord. Vi har efterfølgende haft en løbende dialog med hinanden - og som udløber af denne dialog, kommer Horsens nu på besøg i Frederikshavn, for at se, hvordan vi har gjort tingene hér, siger Kulturchef Jacob Dalsgaard.