Mirakuløse Mortensen

Karin Mortensen i verdensklasse sendte Danmark i EM-semifinale mod Rusland

Håndbold 13. december 2002 07:00

Jugoslavien Danmark 25-28 Håndbold, Kvinde-EM, Mellemrunde Gruppe 1 ÅRHUS: En dobbeltredning, tre reddede straffekast og et hav af pareringer i ren verdensklasse af Karin Mortensen sendte de danske kvinder i EM-semifinalen som en klar vinder af mellemrunden, og nu venter verdensmestrene fra Rusland lørdag eftermiddag i en garanteret overophedet Århus Arena. I aftes var der ingen over og ingen ved siden af Ikast-målmanden, der giver gode minder om tidligere tiders kapaciteter i danske landsholdsmål. Igen fik Karin Mortensen superstor hjælp af et velspillende forsvar, hvor ikke mindst Fox Team Nords Heidi Johansen var helt oppe på mærkerne. Hun spillede i det hele taget sin klart bedste EM-kamp, og fik da også træner Jan Pytlicks fulde opbakning og masser af spilletid. Nordjyden kvitterede med tre mål og var i aftes klart bedre end stregkollega Karin Brødsgaard, der stadig mangler at vise sit gamle format ovenpå en række knæ-problemer. Et stærkt forsvar har hele vejen igennem i EM-turneringen været basis for danske sejre, og selv om Jugoslaviens Slagelse-spiller, Bojana Petrovic, med 12 scoringer nærmest udgjorde en fantastisk enmandshær, formåede danskerne at holde de øvrige jugoslaver i en så stærk skruestik, at de aldrig kom til at spille en dominerende rolle. Akkurat som i de tidligere EM-kampe brænder det danske hold for mange chancer, og indledningen mod Jugoslavien var nervøs og famlende, indtil anfører Mette Vestergaard viste vejen. Efter en utroligt svag kamp mod Rumænien har hun rejst sig angrebsmæssigt, ligesom Katrine Fruelund viste et par af sine specialiteter i afslutningerne. Fløjspillet laves stadig bedst af Josephine Touray og Line Daugaard, mens Christina Roslyng heller ikke mod Jugoslavien kom op i det rette EM-gear. En ny stærk forsvarsindsats er påkrævet i morgen eftermiddag mod de russiske verdensmestre, hvis drømmen om en dansk finaleplads skal bevares, og så må man håbe, at misbruget af chancer og tabte bolde formindskes. Og at mirakuløse Mortensen snupper en klassekamp mere. Sker det, er der god basis for en rent nordisk EM-finale mod Norge, der i den anden semifinale skal møde Frankrig. Kampfakta: Pausestilling: 11-14 Stillinger undervejs: 1-5, 5-7, 8-11, 11-12, 11-17, 15-19, 16-21, 21-24, 24-26. Mål: Jugoslavien: Bojana Petrovic 12 (6), Tanja Milanovic 3, Sanja Jovovic 2 (1), Ljiljana Knezevic 2, Maja Savic 2, Dragica Milikovic 2, Bjljana Balac 1, Snezena Damjanac 1. Danmark: Kristine Andersen 6 (4), Mette Vestergaard 5, Katrine Fruelund 4, Josephine Touray 3, Heidi Johansen 3, Rikke Hørlykke 2, Line Daugaard 2, Ditte Andersen 1, Christina Roslyng , Trine Jensen 1. Udvisninger: Jugoslavien 2, Danmark 3. Dommerpar: Migas og Bavas, Grækenland. Tilskuere: 4200 i Århus Arena.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...