Stofmisbrug

Misbrugere på dykkerkursus

Et forsøg med at bruge dykkerkurser som en del af behandlingen af stofmisbrugere har vist så gode resultater, at Ringkjøbing Amt har besluttet, at de skal indgå som en del af tilbuddene til stofmisbrugere. Sidste år gennemførte fem stofmisbrugere et dykkerkursus på tre måneder i Holstebro Badeland, og evalueringen er særdeles positiv. Fire af de fem deltagere er nu stoffri, og især forholdet til behandlerne/instruktørerne på kurset har været godt. Netop et godt forhold mellem misbruger og behandler har afgørende betydning for udbyttet af en behandling for stofmisbrug. Dykkerkurset kan for nogle stofmisbrugere være et reelt alternativ til behandling på en døgninstitution, og så er det langt billigere, fremgår det af evalueringen. Et dykkerkursus varer tre måneder og koster cirka 8000 kroner om måneden. Ophold på en døgninstitution strækker sig typisk fra et halvt til et helt år og koster mellem 26.000 og 36.000 kroner per måned. /ritzau/