Stofmisbrug

Misbrugere under lup

FREDERIKSHAVN:Ikke nok med at socialudvalget i Frederikshavn Kommune netop har fået frigivet 10 mio. kr. til behandling af misbrugere. På det seneste møde vedtog udvalget også at sætte en undersøgelse i gang, der skal vise, hvor mange misbrugere der er i kommunen. Undersøgelsen er begyndt og skal være færdig sidst på året. - På socialudvalgets møde i december vil vi komme med konkrete forslag til, hvordan vi kan styrke indsatsen på misbrugsområdet. For eksempel skal vi tage stilling til, om der er et behov for et bofællesskab for tidligere misbrugere, eller om de i stedet skal integreres i almindelige lejligheder, siger formanden for socialudvalget Birgit Hansen (S). De 10 millioner kroner, der blev frigivet i forbindelse med budgetforhandlingerne, skal gå til at "lukke huller" i forbindelse med behandlingen af misbrugere, men Birgit Hansen slår fast, at der alligevel er plads til visioner og forebyggelse på området.