Lokalpolitik

Misbrugerhjem i Svenstrup trods naboprotester

Amtets social- og psykiatriudvalg har besluttet, at seks psykisk syge misbrugere skal bo i Svenstrup. Men naboerne er stadig utrygge

SVENSTRUP:Svenstrup får nu endnu et socialt botilbud til byen. Naboerne har protesteret og samlet underskrifter ind imod Nordjyllands Amts planer. Alligevel besluttede social- og psykiatriudvalg torsdag at købe en ejendom på Vestermøllevej i Svenstrup og indrette den som pensionat for seks psykisk syge misbrugere. Nu skal købet så godkendes i amtets økonomiudvalg og i amtsrådet, men det bliver regnet for en formalitet, da det kun er Dansk Folkeparti, der har været imod købet. Nervøs nabo Misbrugerne får udsigt til smuk natur på den ene side af huset, men på den anden side bor en utilfreds og utryg nabo. - Det er vi godt nok ikke glade for, er Rikke Søholm Larsens første reaktion på amtets beslutning. Sammen med sin mand og to børn på fem og to år bor hun kun 10 meter fra det kommende misbrugerpensionat. - Jeg er nervøs på mine børns vegne. Kan de nu ikke længere rende rundt ude i gården? Skal vi til at holde dem inde i baghaven, så de ikke finder flasker eller stikker sig på sprøjter? Jeg kan slet ikke forstå det. Men frygten er ubegrundet, mener lederen af amtets botilbud Annette Thomsen. Kun småproblemer De sidste to år har misbrugerne boet i pavilloner i Bouet i Nørresundby. Der var naboerne også nervøse i starten, men der har ikke været de store problemer, siger lederen Annette Thomsen. - Vi har kun haft tre tilfælde, hvor folk ringede til os. Den ene gang havde en af beboerne plukket nogle valmuer i en have, den anden gang blev der fundet en flaske metadon i en garage og den tredje gang, som er den mest trælse, havde en af vores beboere spurgt en nabo om han måtte låne en telefon. Og da han fik et nej, blev han lidt brovtende. Alle sagerne blev dog klaret uden politiets indblanding. - Vi tager den slags meget seriøst, så vi tager en alvorlig snak med beboerne og får tingene ordnet på den måde. Siden har der ikke rigtig været noget. Ikke beroliget Naboen Rikke Søholm Larsen har snakket med Annette Thomsen, men hun er stadig nervøs. - Hun sagde, at beboerne for det meste var på deres værelser. Men det kan de jo ikke være. Man kan jo ikke holde mennesker indespærret. Så det har ikke hjulpet meget. Rikke Søholm erkender, at en del af hendes og familiens frygt skyldes, at de ikke kender de kommende naboer. - Jeg synes ikke, at informationen har været så god. Vi har haft et borgermøde, men det fik vi ikke særlig meget ud af. Derfor overvejer hun nu at tage over til bostedet for at besøge sine nye naboer. - Det ser jeg meget positivt på. Det er den bedste måde at få ny viden på. Gennem dialog, siger Annette Thomsen. Når den formelle beslutning er blevet taget i amtsrådet på tirsdag, vil hun arrangere et møde med de nærmeste naboer til botilbuddet.