Danmark

Misbrugsdømte læger må arbejde i Danmark

Flere læger er dømt for sexmisbrug af patienter i Norge, men kan fortsat arbejde i Danmark. Patienter raser.

Misbrugsdømte læger må arbejde i Danmark

I Norge er flere dansk-autoriserede læger blevet dømt for at misbruge deres patienter seksuelt, og de har efterfølgende mistet deres norske autorisation.

Men lægerne kan fortsat arbejde helt lovligt i Danmark, rapporterer DR Nyheder. Lægerne kan nemlig ikke straffes i to lande, lyder forklaringen.

- Man bliver jo ikke straffet dobbelt. Derfor får de ikke frataget deres lægeautorisation i Danmark. Men vi registrerer, at de har fået frataget deres autorisation i Norge og holder øje med dem fremover, siger Anne Mette Dons, der chef for tilsyn til Sundhedsstyrelsen.

Men det er slet ikke nok, mener Patientforeningen.

- Det er fuldstændigt vanvittigt, at de kan få lov til at fortsætte i Danmark, siger formand Erik Bach til DR Nyheder.

- Det svækker jo patienternes tillid til lægerne helt grundlæggende, tilføjer han.

Af dokumenter fra Helsetilsynet i Norge, som DR Nyheder har fået aktindsigt i, fremgår det blandt andet, at en dansk læge og psykiater er dømt for at have haft sex med en af sine patienter tre til fem gange.

Lægen har ifølge papirerne vist sin penis frem og forlangt, at den kvindelige patient gav ham oralsex. I den forbindelse har han forklaret kvinden, at det ville give hende endorfiner, hvilket var en del af behandlingen.

Lægen blev idømt halvandet års fængsel og en bøde på 100.000 norske kroner, ligesom han fik frataget sin norske lægeautorisation.

En anden læge er dømt for at sexmisbruge to patienter i Norge. Ingen af dem arbejder ifølge DR Nyheders oplysninger i Danmark på nuværende tidspunkt, men begge kan altså gøre det helt lovligt.

Ifølge en gennemgang lavet af Dagbladet er i alt 39 kvindelige patienter i årene 2008-2009 blevet udsat for seksuelle overgreb af 12 mandlige læger i Norge.

32 af overgrebene er blevet begået af udenlandske læger, og varierer fra befamlinger af kønsorganer til voldtægter og voldtægtsforsøg.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst