Mishandlet barn får ar på sjælen

Det vil give varige men, når man er udsat for grov mishandling, siger psykologer.

Det giver ar på sjælden og varige mén, når man som barn bliver mishandlet. - Man får meget svært ved at skabe tillid til andre, forklarer psykolog Julius Tschertok, Aalborg. Det er i det hele taget en lang proces for børn, der har været udsat for grove overgreb, at komme sig igen. Børnepsykolog John Aasted Halse påpeger, at det er vigtigt, at der er tillidsfulde voksne omkring barnet fremover. - Og vigtigt at være der, når barnet er klar til at snakke. Der kan godt gå lang tid, siger John Aasted Halse. Hvordan et barn i det hele taget udstår flere års voldelige og verbalt grove overfald fra forældre, der burde elske barnet, kan være umulig at forstå. Men der er psykologiske mekanismer, der kan hjælpe én igennem: - Nogle kan sige til sig selv, at det kun er kroppen, de får og ikke sjælen. Den får de aldrig, og på den måde slipper man igennem. Nogle har ikke den evne, og de bukker under, forklarer Julius Tschertok. Han mener, at uanset hvem vi - børn eller voksne - så er det aldrig til at vide på forhånd, hvordan vi vil klare mishandling eller tortur. - Det ved man først, når man har prøvet det, forklarer han. Og hvordan man så lever videre med det bagefter er også forskelligt. - Nogle har lettere ved det end andre. Nogle er bedre til at lade tingene glide hen over sig, siger Julius Tschertok og understreger at uanset hvad, så vil et barn, der bliver mishandlet, have mén af det. - De vil livet igennem have svært ved at have fuld tillid til et andet menneske.