Musik

Mislyde i harmonien

Opgiver at holde liv i det nystiftede Rebild Harmoniorkester

De unge blæsere har stadig muligheden for at spille i Himmerlands Ungdoms Symfoniorkester. Arkivfoto

De unge blæsere har stadig muligheden for at spille i Himmerlands Ungdoms Symfoniorkester. Arkivfoto

Til sidst var de kun fire tilbage. - Det er for lidt, konstaterer Poul Overgaard Pedersen med beklagelse. Sidste år måtte det ellers nystartede Rebild Harmoniorkester give op. Orkestret var ellers startet i efteråret, forrige år, med en snes interesserede blæsere. Lige fra tværfløjte til waldhorn. Der blev opkrævet et symbolsk kontingent og hyret en lærer. Så vidt var man, at undervisningen var plan-lagt at starte i slutningen af september sidste år, men man gav altså op. Helt hjemløse behøver de dog ikke at føle sig, de sidste fire i det nu ikke-eksisterende orkester. De er velkomne i Himmerlands Folkemusikskole, som har Bente Pedersen som formand. Hun var også med til at sætte initiativet i gang til et traditionelt blæserorkester. Selv spiller Poul Overgaard klarinet og saxofon. Det startede han med allerede i Hadsund Realskoles Drengeorkester. - Ja, det hed det, siden er piger kommet med, bemærker han, som holder sin musik ved lige i pensionistforeningens orkester. Violiner nok endda - Det har jeg gjort i mange år, men jeg synes alligevel, at der måtte være behov for et blæserorkester. Violiner kan man altså få for meget af, men i dag findes de gamle harmoniorkestre næsten ikke mere. Der er Livgarden og nogle amatørorkestre. Poul Overgaard Pedersen henviser også til Himmerlands Ungdoms Symfoniorkester. - De mødes en weekend af og til og øver sammen til en koncert. Jeg bliver så glad, når unge mennesker får gang i musikken. De er ellers meget ensidige. Det er en guitar og nogle trommer og så larmer de ellers derudaf. Jeg synes, at man skulle gøre mere for at introducere dem til den klassiske musik, end man gør i dag, slutter Poul Overgaard Pedersen, initiativtager til Rebild Harmoniorkester.