Farsø

Misser klar til finalen

Knaberpigerne får hver sin egen bodyguard til byfesten midt i maj.

Miss vesthimmerland deltagerne er bagerst fra venstre Benedikte Caplen Dahl Jensen, Gitte Kolind Høgh, Nanna Mosbæk Mathiasen. Forrest fra venstre Pernille Thillemann Anderson, Vivi Ann Bredal. Privatfoto

Miss vesthimmerland deltagerne er bagerst fra venstre Benedikte Caplen Dahl Jensen, Gitte Kolind Høgh, Nanna Mosbæk Mathiasen. Forrest fra venstre Pernille Thillemann Anderson, Vivi Ann Bredal. Privatfoto

Der er ikke sparet på sikkerheden, når de fem Miss Vesthimmerlands finalister bliver vist frem under Knaberfesten. Alle pigerne har hver især fået deres helt egen bodyguard, som skal ledsage dem rundt blandt publikum. På Knaberfesten 14. maj skal de nemlig gå rundt imellem de fremmødte og uddele gavekort for 15.000 kroner til Aalestrup forretninger, der holder længe åbent denne onsdag. Det er tredje år i træk, at der skal kåres en Miss Vesthimmerland i forbindelse med Knaberfesten i Aalestrup. Der var i alt 16 piger, som havde tilmeldt sig konkurrencen, men kun fem piger er blevet udvalgt til at være med i den afgørende kamp om den eftertragtede titel. De udvalgte piger er Pernille Thillemann Anderson fra Aars, Nanna Mosbæk Mathiasen fra Aars, Benedikte Caplen Dahl Jensen fra Farsø, Gitte Kolind Høgh fra Bjerregrav og Vivi Ann Bredal fra Farsø. De fem finalister vil blive præsenteret i ølteltet på festpladsen lørdag 17. maj. Her har publikum så mulighed for at tage pigerne i øjesyn og bestemme sig for deres vinderkandidat. Alle får mulighed for at deltage i afstemningen om, hvem der skal vinde konkurrencen. Vinderen bliver fundet søndag 18. maj om eftermiddagen. Miss Vesthimmerland kan efterfølgende gå hjem med et rejsegavekort på 5000 kroner. Herudover bliver alle fem piger klædt på fra top til tå med tøj og smykker, så alle får en fin præmie for deres deltagelse.