Mistænkt for drabsforsøg anholdt på vej til Tyskland

En 21-årig mand, der mistænkes for et knivstikkeri i Sakskøbing, er varetægtsfængslet til 10. juli.

En 21-årig mand, der mistænkes for et knivstikkeri i Sakskøbing den 5. juni, er blevet anholdt på Rødby Havn Station, da han var på vej til Tyskland. Foto: Mads Claus Rasmussen/arkiv/Ritzau Scanpix

En 21-årig mand, der mistænkes for et knivstikkeri i Sakskøbing den 5. juni, er blevet anholdt på Rødby Havn Station, da han var på vej til Tyskland. Foto: Mads Claus Rasmussen/arkiv/Ritzau Scanpix

Siden et knivstikkeri i Sakskøbing 5. juni har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ledt efter en 21-årig mistænkt i sagen.

Torsdag lykkedes det at anholde manden ved toget på Rødby Havn Station på vej mod Tyskland, skriver TV Øst på sin hjemmeside.

Politiet oplyser til TV Øst, at manden ikke kunne legitimere sig, men en nærmere undersøgelse afslørede, hvem han var. Det viste sig også, at manden, der er serbisk statsborger, har indrejseforbud indtil 2023.

Fredag blev han fremstillet i grundlovsforhør, hvor han blev varetægtsfængslet til 10. juli.

Manden er sigtet for drabsforsøg efter et knivoverfald på en ti år ældre mand på Nykøbingvej i Sakskøbing den 5. juni.

Offeret fik tre dybe stik, hvoraf i hvert fald det ene var i ryggen. Han blev med helikopter fløjet til Rigshospitalet med en punkteret lunge.

De to mænd er svogre, og politiet har tidligere udtalt, at motivet til knivoverfaldet formentlig var "noget familiært".

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.