Mistænkt for hackerangreb på politiet nægter sig skyldig

20-årig mand, som sammen med svensker er mistænkt for hackerangreb på politiets registre, nægter sig skyldig.

Mistænkt for hackerangreb på politiet nægter sig skyldig

Den 20-årige danske mand, som er mistænkt for at tage del i hackerangrebet på politiets registre sidste år, nægter sig i et grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg torsdag skyldig.

Dommeren valgte at lukke dørene for offentligheden, umiddelbart efter at sigtelsen var læst op af anklager Maria Cingari.

Det sker af hensyn til efterforskningen, da der er medgerningsmænd på frifod, forklarede dommeren.

Den 20-årige er kortklippet, har skæg og er iklædt en t-shirt med et norsk flag og mørke bukser. Han siger ikke selv et ord under grundlovsforhøret, men nægter sin skyld via sin advokat Michael Juul Eriksen.

Rigspolitiet og it-firmaet CSC har konstateret, at politiets kørekortregister, herunder cpr-numre samt oplysninger om efterlyste personer i Schengen-registrene, er blevet hacket i 2012.

- Det er ikke konstateret, at der skulle være foretaget ændringer i registrene, men det kan på nuværende tidspunkt ikke udelukkes, oplyser Rigspolitiet, der mistænker en svensk og den danske mand i sagen.

Gerningsmændene har i perioden fra april til august 2012 downloadet et stort antal filer fra CSC's såkaldte mainframe-anlæg, og politiet ser med stor alvor på angrebet.

Ifølge politiets sigtelse har den 20-årige udnyttet en "ukendt sårbarhed i systemet". Hackerangrebet har ifølge politiet givet omfattende forstyrrelser af driften efterfølgende.

Den 20-årige er også sigtet for at skaffe sig uberettiget adgang til 10.000 tjenestemænds e-mailkonti og passwords via et på nuværende tidspunkt ukendt computersystem.

Den 20-årige blev anholdt på grundlovsdag klokken 12.57.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.