Mistænkt for millionsnyd med udlån i Østjylland

Mand med vietnamesisk baggrund vil måske stikke af fra skattesag. Det er baggrund for fængslingen.

6. september 2013 09:14 - Opdateret 6. september 2013 09:15

Mistænkt for millionsnyd med udlån i Østjylland

Skattevæsenet er blevet snydt for flere millioner i forbindelse med en forretningsmands udlån i Østjylland.

Sådan lyder politiets mistanke i sagen, hvor en 37-årig mand med vietnamesisk baggrund torsdag blev varetægtsfængslet af en dommer i Aarhus.

- Han har drevet udlånsvirksomhed, og der er mistanke om, at han har undladt at opgive indtægter for flere millioner kroner til skattevæsnet, siger politikommissær Mogens Brøndum i Østjyllands Politi.

Retsmødet er blevet holdt bag lukkede døre, og derfor ønsker politiet ikke at frigive yderligere oplysninger. Heller ikke om mandens stillingtagen til sigtelsen.

Man understreger også, at efterforskningen kun er på et indledende stadium.

Varetægtsfængslingen har den 37-årige mand ikke kæret til Vestre Landsret.

Indespærringen er begrundet med risikoen for, at manden vil stikke af fra Danmark og dermed en kommende straffesag.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...