Mistænkt for norsk moské-angreb sigtes for terror

Tidligere var 21-årig sigtet for drab og drabsforsøg efter formodet moské-angreb. Mandag er sigtelsen udvidet.

BÆRUM:Det norske politi udvider sigtelsen efter et angreb på en moské nær hovedstaden, Oslo, til at omfatte terror.

Det oplyser forsvarer Unni Fries til det norske nyhedsbureau NTB mandag formiddag. I første omgang var en 21-årig mand sigtet for drab og drabsforsøg.

Unni Fries understreger, at den 21-årige fortsat nægter sig skyldig. Politiet har bekræftet oplysningerne om, at sigtelsen bliver udvidet.

Den mistænkte ventes at blive fremstillet i grundlovsforhør mandag klokken 13. Anklagemyndigheden vil ifølge NTB begære lukkede døre.

Fries har tidligere oplyst, at den 21-årige ikke kommer til at forklare sig under grundlovsforhøret. Anklagemyndigheden vil gå efter at få manden varetægtsfængslet i fire uger med brev- og besøgsforbud.

Lørdag omkring klokken 16 fortalte norsk politi om et skyderi i Al-Noor Islamic Centre i Bærum.

Da politiet ankom til stedet, blev den formodede gerningsmand anholdt ved hjælp af medlemmer fra menigheden. Ingen kom alvorligt til skade i moskéen.

Senere lørdag rykkede politiet ud til en adresse i området med tilknytning til den 21-årige. Her fandt politiet den mistænktes 17-årige stedsøster død.

/ritzau/NTB

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.