Mistænkt hjemmerøver anholdt i Rumænien

34-årig bulgarer mistænkes for at stå bag hjemmerøveri i Lyngby. Manden er nu anholdt i Rumænien.

Mistænkt hjemmerøver anholdt i Rumænien

En 34-årig mand fra Bulgarien er torsdag blevet anholdt i Rumænien og står nu til at blive sendt til Danmark.

Her er manden ifølge TV2 Nyhederne nemlig mistænkt for at stå bag et hjemmerøveri mod en 71-årig mand i Lyngby tilbage i februar.

Ved røveriet gik gerningsmanden til angreb på den 71-årige, mens han lå og sov. Den ældre mand blev blandt andet slået i hovedet med en flaske.

Henrik Suhr, der er pressekoordinator hos Nordsjællands Politi, som efterforsker sagen om hjemmerøveriet, fortæller til TV 2, at bulgareren har været efterlyst i udlandet.

- Dette er et resultat af det internationale politisamarbejde, der begynder at vise sit værd. Vi har efterhånden gode erfaringer med at finde gerningspersonerne, selvom de forlader Danmark, siger Henrik Suhr.

- Det viser, at du kan begå kriminalitet og stikke af, men vi skal nok få fat på gerningspersonerne, uanset hvor de søger tilflugt, siger han.

/ritzau/