Voldtægt

Mistænkt i voldtægts-sag anholdt

Mand tilbageholdes i Sverige

AALBORG:Svensk politi har anholdt en 25-årig mand, som menes at have deltaget i voldtægten af en 16-årig dreng i Aalborg for nylig. Manden vil formentlig enten i dag eller i morgen blive udleveret til politiet i Aalborg og stillet for en dommer. Som tidligere omtalt i NORDJYSKE Stiftstidende har politiet allerede fat i en 40-årig mand, som blev anholdt for en måned siden og fremstillet i grundlovsforhør, hvor han blev fængslet. Aalborg Politi mener, at den 40-årige med hjælp fra den 25-årige svensker voldtog den kun 16-årige dreng i et forretningslokale i Aalborg. Overgrebet fandt sted 27. maj, og drengen blev udover voldtægten også udsat for ulovlig tvang og vold. Den 40-årige skulle efter politiets opfattelse have tvunget den 16-årige til at sige, at han havde haft seksuelt samkvem med sigtedes hustru. Endvidere blev drengen tvunget til at udlevere sin mobiltelefon. Overfaldet fandt sted på en p-plads i Aalborgs vestby, og her blev den 16-årige angiveligt slået med en baseball-kølle, ligesom den nu anholdte svensker angiveligt tog kvælertag på den ni år yngre dreng. Fængslet in absentia Efter episoden på parkeringspladsen, blev den 16-årige kørt til et forretningslokale i Aalborg, hvor den 40-årige gennemførte voldtægten. Den formodede medgerningsmand var voldelig og slog drengen i nakken, imens den 40-årige gennemførte samleje og bagefter tvang drengen til oralsex. Kriminalinspektør Ole Christensen ved endnu ikke, hvornår den 25-årige svensker kan blive overført til Aalborg, hvor den lokale byret allerede har afsagt kendelse om fængsling in absentia. Men han oplyser, at det kan gå meget hurtigt med en udlevering. Den svenske mand opholder sig i Örebro-området. Ifølge svensk lovgivning har en borger krav på at blive stillet for en svensk domstol, før der en mistænkt person udleveres til et andet land. Den svenske domstol skal dog alene tage stilling til, om betingelserne for udlevering er opfyldt, og domstolen går ikke ind og vurderer, om mistankegrundlaget er i orden.