Retspleje

Mistænkt krigsforbryder anholdt

Sarajevo: Bosnisk politi pågreb i går en tidligere kroatisk soldat, der er mistænkt for krigsforbrydelser under krigen i landet 1992-1995, oplyser en lokal domstol. Den 35-årige Slavko Sakic blev anholdt i Livno i det sydvestlige Bosnien mistænkt for at have begået krigsforbrydelser mod muslimske civile og fanger, oplyser Boris Grubesic, talsmand for anklagerne i Retten for Bosnien-Hercegovina. De formodede forbrydelser fandt sted i 1993 i byen Bugojno./ritzau/AFP