Mistænkt mand i hashsag er død i fængslet

Dødsfald på Politigårdens Fængsel i København. Politiet og Kriminalforsorgen har ingen kommentarer

En af de formodede hovedpersoner i en stor hashsag er fundet død i Politigårdens Fængsel i København dagen efter storstilet politiaktion rettet mod hashsalget på Christiania, erfarer Ritzau.

Angiveligt skal manden have begået selvmord.

I Københavns Politi har man ikke umiddelbart kommentarer til sagen, og i Københavns Fængsler ønsker man hverken at af- eller bekræfte oplysningen.

I alt 80 personer blev varetægtsfængslet efter den storstilede aktion mod 150 adresser rundt om på Sjælland.

Blandt de fængslede er flere medlemmer af Hells Angels.

Politiet mener, at én person fra rockergruppen har styret en stor del af handlen med hash i Pusher Street i København.

Fængslet på Politigården i København hører under Kriminalforsorgen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.