Mistede sejr i overtiden

Øster Brønderslev 3. juni 2003 08:00

SALTUM: Saltum tabte udekampen lørdag mod Øster Brønderslev i serie 3 med 2-1. Det startede ellers som det plejede med Saltum som spilstyrende, men overvægt i spil førte ikke til de store chancer. I stedet slog Ø. Brønderslev kontra og scorede efter 12 minutter til 1-0. Saltum fortsatte ufortrødent det gode spil, men symptomatisk skulle der en dødboldsituation til, for at Saltum kunne score. Det var Keld Mark Jensen, der udlignede på straffe til pausestillingen 1-1. Mønstret fortsatte i 2. halvleg uden at Saltum kom til helt oplagte målchancer. Alle de medrejsende fans stod og ventede på, at det store overtag i spil skulle udmønte sig i en scoring, men i stedet blev Saltum ramt af et gult kort, og var derfor nødt til at forsvare 1-1. Men så skete det, der tit sker for et tophold, nemlig at Ø. Brønderslev i overtiden sætter den afgørende scoring ind. Efter kampen var træner Niels Chr. Hejlesen selvsagt meget frustreret over nederlaget, og han kunne konstatere, at mindst uafgjort havde været det mest retfærdige. - Vi var det bedste hold på banen, men mangler stadig heldet og koldblodigheden i de afgørende situationer, sagde træneren. Niels Jørgen Jensen blev efter kampen kåret som Saltums bedste på dagen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...