Trafikulykker

Mistede sin livsdrøm efter trafikulykke

Entreprenør måtte igennem langvarig forsikringsmølle efter et uheld han ikke selv var skyld i

HJØRRING:Den 28. november 2003 blev Teddy Thomsens liv forandret for altid. Den dag er han på vej hjem fra arbejde, da bilen han er passager i kører galt. Et sammenstød på en mørk vej med en modkørende bil ender med, at bilen ruller rundt flere gange for til sidst at ende i grøften. Teddy Thomsen er dog heldigvis ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade, og kan - efter et tjek på sygehuset - tage hjem og sunde sig oven på den ubehagelige oplevelse. Og her kunne historien om et banalt trafikuheld såmænd ende, hvis det ikke var fordi den 35-årige Teddy Thomsen er selvstændig erhvervsdrivende og, at han faktisk kom ret alvorligt til skade ved uheldet. For efter uheldet begynder problemerne at tårne sig op. - Først så spekulerede jeg egentlig ikke over, hvor meget jeg var kommet til skade og der var heller ikke umiddelbart noget at se på mine røntgenbilleder, men jeg fandt hurtig ud af, at jeg ingenting kunne efter uheldet, og, at jeg faktisk var kommet alvorligt til skade, fortæller Teddy Thomsen, der kort tid efter uheldet da også fik stillet diagnosen: alvorlig piskesmældslæsion - en lidelse, der stadig plager ham og som betyder, at han ikke længere er i stand til at varetage sit arbejde i sin entreprenørvirksomhed - en omstændighed som skal vise sig, at bliver kostbar. Beruset chauffør Efter uheldet viser det sig nemlig, at chaufføren i bilen - en tidligere ansat i Teddy Thomsens firma - havde promiller i blodet, og så starter problemerne for alvor for Teddy Thomsen, der ellers stod til en erstatning fra forsikringsselskabet, der stod for ansvarsforsikringen for den anden bil fra uheldet. - Der er såkaldt objektivt ansvar, som betyder, at det er den anden bils forsikring, der skal betale. Men de vil ikke anerkende den fulde erstatningspligt, og vil nedsætte erstatningen med en trediedel, da de mener, at Teddy selv var skyld i uheldet, fordi han kørte med en, der var beruset. Men Teddy kunne ikke vide, at chaufføren havde drukket. Han var ikke synligt beruset, så det havde han ingen chance for at vide, fortæller teddy Thomsens advokat Palle Møller Jørgensen, der hurtig kom ind over sagen, da problemerne viste sig. Men forsikringsselskabet fastholder, at Teddy Thomsen burde have vidst, at chaufføren var beruset, så sagen ender i byretten i Hjørring - en sag, som Teddy Thomsen vinder klart og han får derfor udbetalt sin retmæssige erstatning. - Det viser bare, at man ikke bare skal finde sig i en afgørelse, hvis man mener den er uretfærdig. Så andre i samme situation skal køre deres sag igennem, og tage kampen.Det er mit råd efter den her sag, siger Palle Møller Jørgensen. Nye problemer Men her ender historien om den hårdt prøvede entreprenør fra Lørslev ikke. Teddy Thomsen har nemlig siden ulykken ikke været i stand til at passe sit arbejde i sit eget entreprenørfirma, der på det her tidspunkt nu begynder at smuldre. - Jeg kunne jo ingenting, og havde ingen chancer for at komme tilbage på en gravko, siger Teddy Thomsen, hvis forretning var afhængig af hans daglige tilstedeværelse. Men uden Teddy Thomsen på arbejde, ingen indtægt og da virksomheden skal betale af på de forskellige maskiner, må han nødtvunget sælge sin virksomhed. - Maskinerne var på var leasingkontrakter, som er meget normalt for den type virksomhed, og de kontrakter forfalder jo - indtægter eller ej, siger Palle Møller Jørgensen, mens Teddy Thomsen nikker samstemmende. - Så vi prøvede at sælge det, men det var ikke nemt. Maskinerne var jo lidt brugte, så de var svære at sælge. Men det var den eneste måde jeg kunne komme ud af det på, fortæller han. Så Teddy Thomsen må sælge sin virksomhed med et stort tab. Så ikke bare har entreprenøren nu sagt farvel til livsdrømmen, men han sidder nu tilbage med en stor gæld. I alt ender salget med et underskud på en halv million kr., som Teddy Thomsen nu hæfter for. Alt sammen fordi den mand han en aften kørte hjem med, havde drukket. Men Teddy Thomsen og hans advokat har ikke givet op. De fortsætter nu kampen for at få dækket tabet efter salget af virksomheden - Det er en lang kamp, og vi er kun halvejs, siger PalleMøller Jørgensen. Teddy Thomsens sag er nu på vej til at danne præcedens for lignende sager. Læs mere i NORDJYSKEi morgen.