Hobro

Mister Nørager runder 75 år i fin stil

Kaj Bonde Larsenhar uanset 57 år som aktiv i næsten alle foreninger ingen aktuelle planer om at stoppe

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Kort tid efter at han begyndte som kommis i Nørager i begyndelsen af 50érne fik han øje på møbelhandlerens datter Tove, som han siden blev gift og har fem børn med.

NØRAGER:I fin form og stadig med et smittende humør runder Nørager bys største ildsjæl gennem mange år, pensionist Kaj Bonde Larsen, nu de 75 år. Det markeres med en stor anlagt reception i dag på Nørager Kro, hvor 90 familiemedlemmer, venner og bekendte på forhånd har meldt deres ankomst. Det er dog ikke et antal, der kommer bag på ham eller hustruen Tove - Med fem børn, svigerbørn, 15 børnebørn og 2 oldebørn er vi jo en stor familie, påpeger han. For mange lokale lyder navnet Kaj Bonde Larsen umiddelbart måske lidt fremmedartet, for fødselaren har i størstedelen af sine mange år som borger i Nørager by kun været kendt under navnet K. B. Og det er ikke kun via sit gamle job som kommis hos købmand Stabell og senere mange år som landpostbud, at han gennem årene har fået en utrolig stor kontaktflade i lokalbefolkningen. Også som forretningsdrivende sammen med hustruen Tove gennem 27 år frem til 1987 samt en bestyrelsesplads i rigtig mange foreninger i Nørager by har skabt mange kontakter på kryds og tværs. - Ja, jeg har altid haft en interesse for samt lyst til at blande og engagere mig i de lokale ting i alle mulige sammenhænge. Tænk engang, jeg har været formand for varmeværket i 22 år, pointerer Kaj Bonde Larsen stolt. På spørgsmålet om det med den aktuelle 75-års fødselsdag ikke er ved at være tiden at planlægge et generationsskifte og køre en kronprins i stilling, påpeger han, at det er der i øjeblikket absolut ingen planer om. - Samtlige de øvrige fire bestyrelsesmedlemmer i varmeværket har også været de samme de sidste 22 år. Det skal dog ikke tages som et udtryk for at vi altid er enige om tingene, bemærker fødselaren med et stort grin. - Ja ved vores sølvbryllup erklærede daværende formand for den lokale husmoderforening, at hendes vist var den eneste, han manglede at være i bestyrelsen for, tilføjer hustruen Tove med et smil. Arbejdsplads brændt Hun er modsat hans opvækst i det yderste Vestjylland født og opvokset i Nørager som datter af byens møbelhandler på hjørnet af Vestergade og Vestermarksvej. De lærte hinanden at kende kort tid efter at han i 1951 var begyndt som kommis hos købmand Stabell. - Dengang boede begge os kommisser samt tre ansatte piger på værelser oppe under taget oven på købmandsbutikken og Stabells lejlighed på første sal. Så det var godt nok mærkeligt her i begyndelsen af december at opleve, hvordan bygningen var raseret af en brand, fortæller Kaj Bonden Larsen. Her for ganske nylig oplevede han også at barndomshjemmet og forældrene og senere søsterens Hotel Vedersø Klit gik konkurs. - Det er lidt mærkeligt at opleve efter at hotellet har været i familiens eje i mange år fra 1934 til i begyndelsen af 70érne, erkender han. Selv om dåbsattesten er fra 1932, så er fødselaren stadig aktiv som idrætsudøver. Her i vinterperioden spiller han med en fast gruppe af lokale makkere hver onsdag og fredag formiddag tennis i to timer hver gang i Aars Hallen. Mandag gælder det så badminton i Sortebakkehallen, og om sommeren foregår ketchersporten udendørs på baneanlægget i Nørager. Ud over det cykler han også rundt til en stor del af sine mange trofaste kunder i Landbrugslotteriet, når de hvert halve år skal have fornyet sedlerne eller udbetalt gevinster. - Hver tirsdag har jeg de sidste fem år også kørt varetur for Hobro Renseri rundt i Himmerland, en tur på omkring 200 kilometer hver gang, fortæller Mister Nørager og tilføjer nøgternt: - Så jeg kender også allerede den nye Rebild Kommune rigtig godt.