EMNER

Mister postbutik

Fra 1. februar er det slut med en postbutik i Saltum. YX Energi, som i dag huser Saltum Postbutik, har opsagt samarbejdet med Post Danmark med udgangen af januar, oplyser Gordon Dalsgaard.

Han er kundechef hos Post Danmark. Da det ikke er lykkedes for Post Danmark at finde en ny samarbejdspartner i Saltum, står byen uden postbutik fra 1. februar. - Vi er selvfølgelig kede af, at vi ikke kan tilbyde kunderne i Saltum en postbutik. Vi har haft flere følere ude, men det har ikke været muligt at finde en ny samarbejdspartner i byen, siger Gordon Dalsgaard. - Vi er dog stadig klar til at gå i dialog, hvis en af byens erhvervsdrivende henvender sig med ønsket om at åbne en postbutik, tilføjer Gordon Dalsgaard. Postkassen ved YX Energi bliver bevaret, så der også fremover ken sendes breve derfra. Uden postbutik i Saltum må man i stedet tage til Pandrup, hvor Post Danmark har en postbutik i Pandrup Boghandel, Bredgade 6a.

Forsiden