EMNER

Mistillid til EU stikker dybere

Så har EU dekreteret tænkepause. EU-forfatningen er lagt i kummefryseren i stedet for i graven. Og efter et pinligt skænderi for åbent tæppe sidste fredag nat fortsætter business as usual.

Det kan man i hvert fald frygte, især når man følger ja-partiernes gøren og laden efter ugens topmøde i Bruxelles. Midt i den største eksistenskrise i EUs historie mente Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt lørdag aften ikke, at EU stod i en krise. Det gjorde Chirac lige bagefter. Jeg tøver til gengæld heller ikke med at kalde socialdemokraternes nye formand for politisk tonedøv. Meget bedre er det ikke med statsministeren. Han fortsætter som om intet er hændt og har tirsdag indkaldt ja-partierne til en drøftelse af, hvad der nu skal ske. Ja-partierne - ikke de to partier i Folketinget, der faktisk i pagt med befolkningsflertallene i Holland og Frankrig anbefalede et nej til forfatningen. Tænkepausen skal altså i Danmark bruges til, at ja-partierne bekræfter hinanden i hvor evigt saliggørende EU og forfatningen er. Hvis det var det, der var meningen med tænkepausen, så kunne man sådan set lige så godt give befolkningerne ja-politikernes svar efter tænkepausen med det samme: Vi prøver én gang til med den samme forfatning, måske med et par kosmetiske ændringer for at tilfredsstille Frankrig og så nedsætter vi hollændernes rekordhøje kontingent til EU en smule, og så skal de nok sige ja. Men så let går det ikke denne gang. For mistilliden til politikernes visioner for EU stikker dybere end nogensinde før, og politikerne er selv uden om det, for de slap selv katten ud af sækken. Det var en forfatning, vi skulle have stemt om, for pokker. En grundlov for Europa. Kan man bøje det tydeligere i neon for befolkningen: Vi, den politiske elite, vil have en stat. Men det ville befolkningerne i Frankrig og Holland som bekendt ikke, og derfor er der brug for en tænkepause i EU. Men det skal være en pause, hvor man også tænker. Tænker over hvorvidt det nu er en så fantastisk god idé at forvandle EU til en forbundsstat, om man måske ikke for en gangs skyld skulle overveje at lytte til de europæiske befolkninger. De europæiske ledere ville gøre sig selv en stor tjeneste ved at slå ørerne ud, så kunne det jo være, at de kunne undgå at lide den tort det er, at få deres befolkninger imod sig gang på gang. Og hvad er det så de ville høre, hvis de ellers brugte tænkepausen til at lytte til folket i stedet for til hinanden. Jo, de ville forstå, at de europæiske folk gerne vil blive med at være folk i flertal: De vil ikke være ét folk i et forenet Europa. De ville sikkert også forstå, at befolkningerne vil være med til at bestemme, hvem der skal lukkes ind i klubben – og at døren bestemt ikke står åben for Tyrkiet. Hvis de lyttede lidt længere, ville de måske også få med, at befolkningerne egentlig syntes, at deres egne folkevalgte politikere var bedre til at træffe beslutninger end eurokraterne i Bruxelles. Og tænk hvis de så også tog sig tid til at tænke lidt over resultatet ved Europaparlamentsvalget sidste sommer, hvor der var en rekordlav valgdeltagelse. Måske kunne de så forstå, at EU faktisk har været i krise i lang tid – i hvert fald hvis man spørger befolkningerne. Den folkelige opbakning til projektet er svundet ind, fordi befolkningerne har følt, at EU har taget overhånd. Og tænk måske er det netop her, at tænkepausen kunne gøre nytte. Måske handler den folkelige skepsis over for EU-projektet om, at EU blander sig i alt for meget. Og netop derfor var det måske en idé for Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt for en gangs skyld at lytte til de hjemlige EU-skeptikere. Første skridt kunne jo passende være at invitere skeptikerne med til møder om fremtidens EU.Pia Kjærsgaard er folketingsmedlem og partileder for Dansk Folkeparti.