Erhvervspolitik

Mistro til vækstforum

Fremtidens dør lukket, siger Asger Aamund

Endnu engang må Bavarian Nordic gå til aktionærerne og bede om flere penge. Denne gang er det 650 millioner. Arkivfoto: Martin Damgaard

Endnu engang må Bavarian Nordic gå til aktionærerne og bede om flere penge. Denne gang er det 650 millioner. Arkivfoto: Martin Damgaard

KØBENHAVN:Danmark tjener ikke nok penge til at udvikle og bevare velfærdssamfundet. Virksomhedernes konkurrenceevne og produktivitet halter bagefter udlandet, mens lønningerne stiger mere end i udlandet. Derfor har regeringen nedsat et nyt Vækstforum for at få gode råd til, hvordan den skal rette op. Men det er blot endnu en ny syltekrukke ligesom Globaliseringsrådet. Regeringen sparker blot problemerne til hjørne. Det mener erhvervsmanden Asger Aamund. - Den tænkende del af politikerne ved godt, hvad der skal til. Det er emner, der er velbelyst af regeringens tidligere kommissioner om skat, velfærd og arbejdsmarked. Men politikerne bejler kortsigtet til vælgerne, hvoraf to millioner er på offentlig forsørgelse fra staten. Og de er ikke interesserede i reformer, der på sigt kan øge Danmarks indtjening, siger Asger Aamund. Fattigdommen truer Dropper politikerne ikke hundeslagsmålet om magten ved næste valg og indgår holdbare alliancer om reformkurs og en indtjeningsplan, der sikrer Danmarks fremtid, vil vi ifølge Asger Aamund om 10 år skulle fordele fattigdommen i stedet for rigdommen. - Fremtidens dør er lukket, og det er skuffende, at debatten om, hvordan man sikrer Danmarks indtjening på sigt, stort set er fraværende. Men det er de unge, der skal betale regningen i fremtiden, siger Asger Aamund. Feje politikere Cheføkonom i Danske Bank Steen Bocian er enig i, at de store temaer om, hvad der kan skabe øget økonomisk vækst, er gennembelyst af vismænd og regeringens mange kommissioner, og han har ikke forventninger om, at regeringen vil lytte mere end tidligere, selv om den har nedsat et nyt Vækstforum. - Men det har da en effekt, hvis udbyttet kan rodfæste sig i debatten, men jeg tror ikke, man skal sætte næsen op efter snuptagsløsninger. Med den moderne kontraktpolitik med rigide spilleregler, der jo efterhånden praktiseres i alle dele af Folketinget, er man nødt til at have noget, som gøder jorden for reformer, ellers får de ikke politisk gang på jorden, siger Steen Bocian. Vækstforum skal bl.a. se på, hvordan produktiviteten kan øges. - I forvejen har vi verdens dyreste uddannelsessystemer, men til trods for det har vi ikke haft en vækst, der overgår lande med lavere udgifter til uddannelse. Produktiviteten halter bagud, og det er en svær størrelse at definere og måle effekten af, siger Steen Bocian. LO og DA optimister Organisationer som LO og Dansk Industri er begge med i Vækstforum. De er optimistiske. - Når regeringen etablerer det, er det, fordi den vil have noget ud af det, siger Hans Skov Christensen. DI-direktøren har dog de samme anbefalinger til regeringen som hidtil for at løse problemet med den økonomiske vækst, som også vil være der efter krisen: Flere skal arbejde mere, lavere skat på løn og virksomheder og Danmark skal være mere attraktiv at investere i. LO-formand Harald Børsting er også optimist: - Vækstforum er et frirum, hvor man kan tænke lidt løst. Forstået på den måde, at man har lov til at komme med idéer uden at skulle citeres for dem dagen efter. Jeg tror, regeringen vil lytte, siger Harald Børsting. LO-formanden vil prioritere fuld beskæftigelse og grøn vækst, der vægter både uddannelse og sundhed. /ritzau/