Mit hjerte bløder

Aalborg 2. september 2002 08:00

Lukning: Det kan ikke passe - jeg nægter at tro, at et enigt amtsråd om kort tid beslutter at lukke Skagen Sygehus. Det er et sygehus, der ikke kan undværes, dels på grund af vores geografiske placering, vores indbyggertal og sidst men ikke mindst alle vore gæster, som der bliver flere og flere af. Er vore folkevalgte amtsrådsmedlemmer efterhånden blevet som moderne erhvervsledere - det er kun tallet på bundlinien, der tæller? Tænk dog på, hvilke menneskeskæbner sådanne tanker og handlinger kan være årsag til. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om også den person jeg stemte på til det seneste amtsrådsvalg virkelig indeholder sådanne holdninger, og hvis det er tilfældet, har jeg givet min stemme for sidste gang. Min hjerte bløder ved tanken om, at Skagen Sygehus skal lukke. Min mand og jeg er nye skagboer. Vi er 55 og 58 år, og for et par år siden realiserede vi vores drøm igennem mange år, solgte vores hus i Aalborg og flyttede til Skagen. Det er den bedste beslutning, vi nogensinde har taget, og her er pragtfuldt. Men det har ikke været uden mange overvejelser, for min mand lider af kronisk astmatisk bronkitis, og inden vi tog beslutningen om at flytte fra Aalborg, undersøgte vi, hvad der var af læger og sygehus i Skagen og hvor langt det ville være forsvarligt at bo fra en Falckstation. For når man har en sådan lidelse, er minutterne kostbare. Da alle disse undersøgelser var på plads, følte vi os trygge ved at flyttte. Denne tryghed har vi allerede nu, kun et år efter, fået bekræftet flere gange. Vi har begge fået gode praktiserende læger, og min mand har desværre allerede været indlagt på vores dejlige sygehus. Vi har ikke noget at klage over med hensyn til de store sygehuse i Aalborg, men opholdet på Skagen Sygehus var for min mand en god oplevelse. Det var en oplevelse, som er med til at formindske angsten, når et nyt anfald er på vej, for hjælpen er inden for rækkevidde. Hvad vi også har syntes har været helt fantastisk ved mødet med Skagen Sygehus har været den efterbehandling, min mand har fået i genoptræningscentret. Der har betydet enormt meget, og det er noget, der aldrig har været tilbudt de gange, han har været indlagt i Aalborg. Det er muligt, at man som politiker synes, det er mange penge, der bruges til at opretteholde de små sygehuse ude i de små kommuner, men tænk så lige på, hvad vi borgere ude i de små kommuner ikke nyder godt af på grund af afstanden, men som vi bidrager til igennem vores skattekroner. Jeg håber af hele mit hjerte, at vi sidste år valgte de rigtige mennesker til vores amtsråd, og at disse mennesker vil vise, at i sådan en situation er de i besiddelse af både hjerte og forstand, og at de når frem til konklussionen; Skagen Sygehus skal bestå!

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...