Mit liv skal ikke gå i stå

Arbejdsskade tvang Flemming Thomsen til at vende op og ned på tilværelsen

HALVRIMMEN:Det er morgen fredag 25. januar 2002. Flemming Thomsen balancerer på det tolvkantede tag og er ved at gøre klar til at dække det. Han tager et skridt bagud og mærker benene forsvinde under sig. Han er trådt ud på en løs plade og mærker, hvordan den suser ned ad taget som en vildfaren bobslæde med ham som ufrivillig passager. Pludselig stopper rutsjeturen, og han mærker et ordentligt smæld mellem skulderbladene, da han lander på en rulle pap, stadig med sin brænder i hånden. - Jeg havde sjældent haft en arbejdsdag under 12 timer. Jeg har altid haft det godt med at lave noget og gik altid og rodede med et eller andet, men så - med et knips - var det slut, fortæller Flemming Thomsen. Kronisk smertehelvede Den 34-årige tidligere tagdækker og lastvognsmekaniker sidder uroligt i sin lænestol og skifter konstant stilling for at finde den, som gør mindst ondt. Siden ulykken har hans hverdag været indhyllet i kroniske stærke smerter i nakke, skuldre og ryg, og den daglige dosis medicin tager kun toppen af smertebjerget. Det første halve års tid blev Flemming Thomsen centrifugeret rundt i behandlingssystemet: Alskens røntgenbilleder, scanninger, indlæggelser og konsultationer hos læger og speciallæger kunne imidlertid ikke påvise nogen eksakt skade. Flemming Thomsen havde sin egen pengepung oppe for at betale for yderligere scanninger på et privathospital, men fik samme nedslående besked: Der er intet at se. Det er et spørgsmål om genoptræning og fysioterapi, og så kan man bare håbe, at det bliver bedre. - Der kan hurtigt blive vendt op og ned på tilværelsen. Jeg havde arbejdet som tagdækker i fire år og gik på kurser for selvstændige for at overtage tagdækkerfirmaet. Nu blev jeg rådet til at lade mig omskole til lettere arbejde, husker Flemming Thomsen. En udfordring Efter en tid i tænkeboks og råd fra en erhvervsvejleder besluttede han sig for at blive maskinmester: en uddannelse af treethalvt års varighed, som passede ganske godt med baggrunden som lastvognsmekaniker. Til gengæld krævede den en 10. klasses afgangseksamen, og den kunne Flemming Thomsen ikke prale af. Derfor begyndte han i august sidste år på VUC Han-Syssel som såkaldt forrevalidend med sygedagpenge fra kommunen. - Det var en udfordring at begynde igen, men der var ikke noget alternativ. Mit liv skulle ikke gå i stå. Huset var ved at blive et fængsel det halve år, jeg gik og tullede rundt. Jeg dur ikke til at gå og kukkelure. Så bliver jeg tosset i hovedet, siger Flemming Thomsen. Hans minder fra folkeskolen er ikke just opmuntrende. Derfor var det da også med en vis portion skepsis, han igen tog livtag med dansk, engelsk og matematik, men dén skepsis blev hurtigt gjort til skamme. - Jeg opdagede, at jeg havde fået et helt andet syn på at gå i skole, end da jeg gik i folkeskole. Dengang var jeg ikke moden til det. Da var der så meget andet i livet, som var vigtigere, konstaterer Flemming Thomsen. Faldet til Foruden de tre fag på 10 kl. niveau har han kastet sig over fysik og kemi på HF-niveau og to forskellige edb-fag. Det svarer til 34 lektioner om ugen, hvortil kommer forberedelser og lektier. - Når folk spørger efter mig, svarer min kone Lene: Han er godt nok hjemme, men vi ser ham mindre end nogensinde før, ler han. Han har ikke et øjeblik fortrudt, at han igen har sat sig på skolebænken. - Bare det at få hovedet beskæftiget med noget andet, der har din interesse, gør, at du bedre kan lægge smerterne bag dig, selv om de stadigvæk er der, siger Flemming Thomsen. Både fagligt og socialt er han faldet godt til på skolen og har det fint med, at VUC-holdene spænder over mennesker i alle aldre med vidt forskellig baggrund. - Jeg er vant til at snakke med alle og har let ved at komme i kontakt med folk, fortæller Flemming Thomsen. Han lægger dog ikke skjul på, at han har svært ved at forholde sig til de helt unge kursister, fordi mange af dem lægger samme overfladiske holdning til lærdom for dagen, som han selv gjorde i sin tid. Godt bagland Flemming Thomsen har stadig svært ved at acceptere, at han ikke kan lave mange af de ting, han kunne før. Reparationer på familiens nedlagte landejendom, som han stort set selv har renoveret fra yderst til inderst, må nu udføres af andre, omend han har svært ved at holde hænderne i ro. - I sommer måtte jeg have nogen til at klippe hæk. Det var godt nok et nederlag, tilstår Flemming Thomsen. Den vilde leg med sønnerne Nicolaj på seks og Marcus på fire år er også et overstået kapitel. - Det er selvfølgelig svært for børnene at forstå. Jeg kan mærke, at der ikke skal så meget til, før mit temperament går ud over familien. Smerterne påvirker én psykisk, men det var aldrig gået så godt, hvis det ikke havde været for baglandet. Jeg har fået en god støtte, understreger Flemming Thomsen.