Mit sande jeg - en tv-rockers bekendelser

Man burde nok se noget mere Temalørdag på DR2. Om Ingmar Bergmans betydning for udviklingen i svensk teaterkunst i sidste halvdel af forrige århundrede - og sådan noget. Her bimler man rundt i sin lykkerus, fordi det går helt hæderligt. Man har måske lige fået vasket vinduerne i udestuen, og det er oven i købet blevet weekend. Så kan det næsten kun være sundt for jubel-idioter at komme lidt ned på jorden igen med et skud Bergman-tristesse, ikke sandt? En påmindelse om livsens ondskab samt sjælens fordærv. Man er ligesom mere i åndelig balance, for: Uden sorg - Ingen glæde, Uden smerte - Intet velvære og Uden Thy Classic - Ingen fest...for nu at sige det i sådan lidt poetiske vendinger. Man burde vel også se noget Discovery Channel om den smittebærende tsetse-flue (på latinsk: Glossina) og udbredelsen af sovesyge blandt kvæg og mennesker langs Mgangadoro-floden i det centrale Afrika - eller der omkring. Og Pengemagasinet, hvor Mogens Rubinstein lægger hovedet på skrå og forklarer med andægtig mine, hvorfor det er noget skidt, at Nasdaq-indekset stagnerer. Vi ved det jo godt - alle os der voksede op med Jørgen Thorgaards Eksistensprogrammer i Danmarks Radios glade monopoldage. Vi bør se noget mere nærende, dybsindigt og vægtigt tv. Lad os bare kalde det rugbrøds-fjernsyn. Lowfat, økologisk, glutenfri, æterbåren, åndelig næring uden phathalater, LAS og andre skadelige stoffer. Akkurat ligesom vi også lige bør tabe en halv snes kilo, drikke mindre, motionere mere og gå til flere gribende højskoleforedrag med Bjarne Nielsen Brovst. Men hvad sker der så? Jo, pøblen styrer direkte mod skranken i fjernsynets svar på McDonalds og bestiller en BigMac med fritter, ketchup og ekstra meget majo. Pøblen kører rå mængder af tomme kalorier, kulhydrater, ufordøjelige tv-transfedtsyrer og génmanipuleret fjernsyns-ruskumsnusk direkte i kraniet. Og der sidder Mogens Rubenstein så og er ret alene om at synes, at det er træls med det der Nasdaq-indeks... Nu var det ikke meningen, at det her skulle frem, for det er altid trist, når illusioner brister. Eksempelvis illusionen om, at journalister, der af og til skriver om tv, garantrisse ser helt vildt meget rugbrøds-fjernsyn. Efter års laden-som-om og påtaget korrekthed springer jeg nu ud af skabet med budskabet: Jeg har en svaghed for kalorietungt, nærings-forkert, bumsefremkaldende og sjælefordærvende fjernsyn, som garanteret indeholder både kviksølv, LAS, gummiblødgørende phathalater samt E312, E 215, E 345 m.fl.; UNDSKYLD! Jeg elsker musikshows som Popstars og Stjerne For En Aften. Jeg elsker quizshows som Jeopardy og Hvem Vil Være Peter Kær? Jeg elsker relativ overfladisk komik som Venner og Langt Fra Las Vegas. Jeg sluger også visse reality-serier råt. Eksempelvis TVDANMARK 2s: Jagten på Drømmekvinden. Her tager man én attraktiv ungkarl og 25 håbefulde møer. Så går der vel 12-15-20 udsendelser, hvor fyren hænger lidt ud med pigerne, kysser lidt til højre og venstre og hen ad vejen sorterer fra i bunken af piger. Til sidst er der én kvinde tilbage: Drømmekvinden, som han så falder på knæ for, bliver gift med - og de lever lykkeligt, i hvert fald til tv-kameraerne bliver slukket! Begavet? Nej, vel sagtens lige så tåbeligt som McDonalds' brug af alt for små bægre til ketchup og majo. Men har det måske nogensinde afholdt nogen fra at køre litervis af både det røde og gule ned, når de er på McD? Selv et program som Forunderlig Forandring flyder ud i stuen af og til. Konceptet er, at man tager nogle af de grimmeste mennesker i hele USA. Gerne nogen med en tud på størrelse med Alpe du N'æse, for så kan man virkelig se forandringen, når de bliver underkastet alskens skønhedskirugi og -terapi. Næser bliver rettet, ører lagt ind til hovedet, tænder forvandlet til Hollywood-perlerækker, ligesom maveflæsk bliver suget, hængeøjne løftet, og babser forstørret. Efter seks-syv uger i plastickirurgiens vold vender forsøgskaninerne hjem til deres familier som helt nye mennesker. Og bagefter græder de ofte lidt ud ved kameralinsen af glæde over at være sluppet af med den bygningsfejl, der gjorde folkeskolen, puberteten, svømmeundervisningen eller livet i almindelighed til et mobbehelvede. Selv har jeg tænkt på at få svulmende saltvands-implantater i overarmene... Bekendelserne vil ingen ende tage, for jeg vil underholdes, forarges, henrykkes, forkæles og grine min røv i laser. Og det endda med munden fuld af Matador Mix og chips, når jeg af og til bruger tossekassen til at stresse af og komme væk. Holde frikvarter fra de daglige beretninger om død, vold, elendighed, og hvad vi ellers i dag, fredag, skal være bange for, fordi ny forskning viser, at vi teoretisk set kan blive syge af det. Og når jeg slukker kukkassen, bladrer jeg sågar gerne over i Billed Bladet. Vidste De eksempelvis, at Bent Fabricius-Bjerre, lige er skredet fra konen? Altså, vi taler ikke om en tilfældig Bent, men manden, der skrev og spillede det legendariske tema til tv-serien Matador! Apropos Matador er der lige en sidste bekendelse, selv om regningen kan løbe op i noget nær to en halv million uvenner: Nej, jeg ser ikke en vægtig, kvalitetsbetonet serie om vor fælles gode, gamle danske historie som Krøniken...gab...gab...men jeg er da sikker på, at den ville have gjort sig godt på dansk tv tilbage i 70'erne ligesom Matador. Jeg kan heller ikke udelukke, at jeg vil se en af fremtidens utallige genudsendelser af denne føljeton for gammelkloge. Eventuelt når jeg selv er blevet bedstefar, oldemor - eller bare ikke længere kan huske, hvor jeg har lagt mit gebis. Jeg erkender, at det ikke er et specielt begavet syn på sagen. Jeg erkender, at det sikkert ikke er sundt for hverken sjæl eller legeme at have denne svaghed for overfladisk, perspektivløst, næringsfattigt slam-tv...men nu er det i hvert fald erkendt åbent og ærligt. Lidt rocker er man vel. PS: Noget af ovenstående skal muligvis læses med et gran salt, men det er i overensstemmelse med sandheden, når der står, at det er synd for Mogens.