Mitsubishi lader Colt'enigen

Japan 1. december 2002 07:00

Der skal flere skud i revolveren hos Mitsubishi. I dag sælges der stort set kun Space Star, Carisma og nogle få firehjulstrækkere herhjemme. Det japanske mærke mangler desperat en bil i den populære miniklasse - og nu er den på vej: Mitsubishi har endelig spændt hanen på en helt ny Colt. Indtil videre er nyheden kun skudt af i Japan. Danmark og resten af Europa må vente til 2004. Før er japanerne ikke klar til at producere EU-udgaven på den hollandske NedCar fabrik. I øvrigt i samarbejde med DaimlerChrysler, der sidder på den bestemmende aktiemajoritet i kriseramte Mitsubishi. Tyskerne har også været med til at udvikle bilen. Det skulle borge for fornuftig passiv sikkerhed i den klejne japaner. Colt deler da også platform med en kommende fire-personers Smart. Med højt til loftet og fleksibelt bagsæde bliver Colt en konkurrent til nye rum-biler i Polo-størrelse som Honda Jazz, Ford Fusion og Opel Meriva. En klasse af familievenlige minier, der forventes at blive et hit hos bilkøberne de kommende år. Når Mitsubishi endelig trækker Colt'en i Europa, bliver det med et let ændret design i forhold til den japanske udgave her på billedet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...