Mjølnerparkens beboere kæmper mod ministerium

Beboere fra Mjølnerparken mener, de er blevet diskrimineret af staten. Ministerium vil have sagen afvist.

Det er beboere fra Mjølnerparken på det ydre Nørrebro, som har sagsøgt Indenrigs- og Boligministeriet, som vil have sagen afvist. Østre Landsret skal nu afgøre, om sagen skal for retten.(Arkivfoto).

Det er beboere fra Mjølnerparken på det ydre Nørrebro, som har sagsøgt Indenrigs- og Boligministeriet, som vil have sagen afvist. Østre Landsret skal nu afgøre, om sagen skal for retten.(Arkivfoto).

KØBENHAVN:Østre Landsret tager onsdag hul på en sag, hvor en gruppe beboere fra boligområdet Mjølnerparken har sagsøgt Indenrigs- og Boligministeriet.

Beboerne mener, at de er ofre for etnisk diskrimination, og at det er udviklingsplanen i ghettoloven fra 2018, som diskriminerer dem på baggrund af deres etnicitet.

Det oplyser Advokat Eddie Omar Rosenberg Khawaja, som repræsenterer beboerne.

Ministeriet mener, at sagsøgerne ikke er direkte påvirket af ministeriets godkendelse af udviklingsplanen for Mjølnerparken og vil derfor forsøge af få sagen afvist.

Derfor skal Østre Landsret i første omgang tage stilling til, om sagsøgerne bliver tilstrækkelig berørt af udviklingsplanen fra 2018, og om sagen derved kan kører videre.

Derfor vil der onsdag ikke være vidneforklaringer eller lignende.

Ifølge Eddie Omar Rosenberg Khawaja bærer ministeriet et centralt ansvar.

- Når ministeriet godkender en udviklingsplan, der medfører, at bestemte boliger skal bortsælges, og sagsøgerne har boet i disse boliger i årtier, så er de efter vores opfattelse berørt på en sådan måde, at man kan anlægge sag.

- Vi har rettet søgsmålet mod ministeriet, fordi det efter loven har den endelige beslutning i forhold til, om en udviklingsplan kan gennemføres, siger advokaten.

- Så ministeriet er i sidste ende den ansvarlige.

I 2019 var der 15 områder, heriblandt Mjølnerparken, som blev defineret som en hård ghetto, hvilket betyder, at områderne skal reducere antallet af familieboliger med 40 procent.

Et område betegnes som et ghettoområde i stedet for et udsat boligområde, hvis mere end halvdelen af beboerne er indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande.

Beboerne i Mjølnerparken hævder på den baggrund, at de bliver behandlet dårligere end folk, der bor i sammenlignelige områder, men som ikke er defineret som hårde ghettoer, alene fordi de har en lavere andel beboere med ikkevestlig baggrund.

Ifølge sagsøgernes advokat, er søgsmålet mod ministeriet det første af sin slags.

- Der er ikke nogen, som tidligere har sagsøgt Indenrigs- og Boligministeriet og ment, at ministeriets godkendelse af udviklingsplanen er i strid med Danmarks forpligtelser.

- Der er nogen sager, der har knyttet sig til boligselskaber, og der er sagsøgerne blevet afvist.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden