Mejerier

Mmm...bunkerost fra Løkken

Den nye ost kan købes i morgen

LØKKEN:I går hentede Ingstrup Ost sin nye ostespecialitet op fra bunkeren på Carl JensensVej i Løkken. I morgen kan osten købes i mejeriets tre forretninger og i Super Spar i Løkken. Idémanden bag bunkerosten, Poul Lybæk, og pressen blev i går budt på smagsprøver på osten - og på den Shiraz-Merlot-rødvin, som Ingstrup Mejeri har fået fremstillet specielt til at ledsage bunkerosten. - Den kan jeg godt anbefale, lød Poul Lybæks umiddelbare reaktion, og efter at have tygget lidt mere på osten: - Den TAGER smag af rummet. Den smager godt - lidt salt. Poul Lybæk vil forsøge at lave et lille smagsprøve-arrangement, så Løkkenboerne som nogle af de første kan få den nye ost at smage. Mellemlagret Løkken Bunker Ost er en 45+ mellemlagret ost med et fedtindhold på 17 procent. Ingredienserne er såmænd de samme som i en almindelig mellemlagret fra Ingstrup, men smagen er alligevel helt anderledes. - Ostens lagring er 80 procent af osten, forklarer Brian Nørtoft, bestyrer på Ingstrup Mejeri. Skal man sige noget grimt om osten, må det blive at den kun sælges i 300 grams-stykker. Men der er altså kun 36 oste i første portion, så Ingstrup Mejeri vil ikke sælge større stykker. - Gør vi det, rækker 36 oste jo ikke langt, påpeger Brian Nørtoft. Han har i øvrigt fået trykt bunkerost-T-shirts til sine medarbejdere, så alt i morgen står i bunkerostens tegn i mejeriets butikker. Her bliver der også smagsprøver på osten, og Brian Nørtoft regner med, at de fleste kunder vil have et stykke med hjem. Osten kommer til at koste 30-35 kr. for 300 gram. Flere på vej - Jeg tænker de første 36 oste er væk på en uge, og så må folk have tålmodighed i tre-fire uger, før de næste oste er klar. Men lad os nu se. Hvis det bliver en succes, har vi planer om et stativ mere i bunkeren, fortæller han. - Og hvis det ikke bliver en succes, kan vi altid bruge bunkeren til at bure fulde svensker og nordmænd inde, indskyder Poul Lybæk grinende. Ostene er spærret inde bag et gitter, så folk ikke kan løbe med dem. Det er planen at lukke bunkeren op i turistsæsonen, så folk kan se - og lugte - osten i dens rette omgivelser. Løkkens hunde HAR allerede fået færten af byens nye delikatesse. Nogle af de særligt osteglade hunde er næsten ikke til at trække forbi bunkeren på Carl Jensens Vej nu, oplyser kilder i lokalsamfundet.