Frederikshavn

Mobbeoffer: Det er en kæmpe sejr

lben Jørgensen blev igen og igen kaldt dum og uduelig. Men nu er det hendes tur til at knytte næven

To gange tidligere har NORDJYSKE skrevet om Iben Jørgensen, der blev mobbet 10 år af sit liv. Fredag blev en fed dag, for her fik Iben STU-huen på. Foto: Andreas Falck

To gange tidligere har NORDJYSKE skrevet om Iben Jørgensen, der blev mobbet 10 år af sit liv. Fredag blev en fed dag, for her fik Iben STU-huen på. Foto: Andreas Falck

FREDERIKSHAVN:Dum, uduelig, fed og jordbærhjelm (fordi hun er rødhåret).

21-årige Iben Jørgensen fra Frederikshavn er blevet kaldt en pæn del af de skældsord, der findes.

Hende var der ingen, der gad være venner med.

Men Ibens helt store problem var, at mobningen fandt sted hver eneste dag i en periode på 10 år - fra børnehaveklassen og til og med 9. klasse.

Iben nægtede imidlertid at bøje nakken. Og hun nægtede for eksempel at pjække, selv om hver skoledag indeholdt nye ydmygelser.

NORDJYSKE Medier har fulgt Iben Jørgensen siden 2015.

Og de fleste kan forstå, at fredag 23. juni 2017 er en dag, hun aldrig glemmer.

Huen på

Her fik hun sin STU-Hue på hovedet som et bevis på, at Iben Jørgensen har gennemført en treårig STU-uddannelse, som henvender sig til unge "med særlige behov" (Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse).

Og det var mildt sagt et stort øjeblik, da Ibens søster Nanna satte huen på hovedet.

- Den her er en kæmpe sejr over for alle dem, der har sagt, at jeg aldrig bliver til noget. Og over for alle dem, der har sagt, at jeg aldrig får en uddannelse. De har jo ikke haft ret. Jeg kan mere, end de troede, siger en glad Iben Jørgensen.

Alt tyder på, at Iben Jørgensen - efter sommerferien - skal begynde i et fleksjob hos Netto på Hjørringvej i Frederikshavn. Foto: Andreas Falck

Alt tyder på, at Iben Jørgensen - efter sommerferien - skal begynde i et fleksjob hos Netto på Hjørringvej i Frederikshavn. Foto: Andreas Falck

Store konsekvenser

Men mobningen har trods alt haft store konsekvenser.

Og midt i glæden og stoltheden over at have gennemført en STU, kan Iben af og til godt være lidt bitter.

- Nogle gange kan jeg da godt tænke, hvad der ville være sket, hvis ikke de (mobberne, red) havde ødelagt en del af mit liv. Om jeg mon kunne have gennemført en "normal uddannelse". Jeg har nogle venner, der har fået studenterhue på, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det måske kunne have været mig, siger Iben Jørgensen.

Havde ikke overskud

I folkeskolen var det en kraftanstrengelse for Iben blot at være til stede i klassen. At hun også skulle lære noget, var der ganske enkelt ikke overskud til.

Fysisk og psykisk er Iben Jørgensen "røget så meget bagud" på grund af mobningen, at det tyder på, at hun skal have et fleksjob resten af arbejdslivet.

Forløbet på STU har også indeholdt to praktikperioder, blandt andet hos Netto på Hjørringvej i Frederikshavn, hvor hun har opnået at få lov til at sidde ved kassen.

Her bag kasseapparatet får Iben opfyldt drømmen om at møde masser af mennesker.

Og hvis Frederikshavn Kommune godkender Iben Jørgensens ansøgning, venter et fleksjob hos Netto efter sommerferien.

- Det lyder underligt. Men jeg fik at vide så mange gange, at jeg ikke duede til noget, at jeg til sidst troede på det, fortæller Iben Jørgensen.

Men via god opbakning fra blandt andre den nærmeste familie og Ventilen - en organisation der støtter ensomme unge - samt ikke mindst en indædt fight fra Iben selv, lykkedes det, hun ikke selv troede var muligt.

Hun fik huen på.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.