Mobbet til selvmordsforsøg

Maria Hirse skriver om det uføre, mobning førte hende ud i og opfordrer forældre til at udstråle, at andre mennesker skal behandles ligeværdigt og med respekt

Skolevæsen 15. september 2002 08:00

- Femogtyve piller ser ikke ud af meget, når de ligger i hånden, men i munden fylder de en hel del. Jeg kunne mærke den velkendte kvalme, jeg altid fik ved smagen af piller. Føj for pokker, hvor smagte de grimt. Jeg skyndte mig at tænde endnu en smøg, nu var det bare at vente….På døden selvfølgelig, hvad ellers? Maria Hirse, kendt fra bl.a. "Lykkehjulet" og sit tidligere forhold til Peter Aschenfeldt, som hun har et barn sammen med, har tidligere skrevet "Æblekinder", en bog om anoreksiens helvede. Nu er hun igen bogaktuel og fortæller i "Den 13" om, hvad der gik forud for sultehelvedet. Råt for usødet fortæller hun om en barndom præget af lavt selvværd, mobning, al for tidlig sex og kriminalitet. Til sidst så hun ingen anden udvej end at begå selvmord. Men hvor flovt. Maria Hirse måtte sande, at hun ikke engang kunne gennemføre at tage sit eget liv. - Jeg var en kæmpe fiasko, skriver hun om sine tanker, da hun vågnede op på hospitalet, efter at hendes bror, André, havde fundet hende derhjemme, fordi han tilfældigvis havde glemt sit badmintontøj den dag. Men hvorfor har hun valgt så åbenhjertigt, så kontant og så detaljeret at fortælle om sin barndom? Selv siger hun, at det er for at fortælle og advare forældre og skolevæsen om, hvad mobning kan føre til, hvis de ikke tager deres ansvar alvorligt. Spørgsmålet er, om der ikke også er en anden side af sandheden. At vi her har endnu et eksempel på en offentlig bekendelse som led i et længerevarende terapiforløb. Just oven i cirkusdronningen Diana Benneweis'. Hvorom alting er, Maria Hirses bog er faktisk et relevant bidrag til debatten om mobning. Et fænomen, som danske skoler langt om længe er ved at tage alvorligt og har sat på dagsordenen, efter at undersøgelser har vist, at hvert fjerde danske skolebarn har været udsat for mobning og mange på et og andet tidspunkt overvejer at begå selvmord. Aksel, Maria Hirses lærer, skulle også have taget situation anderledes alvorlig, men når moderen ringede og klagede over den mobning, Maria var udsat for, var hans svar altid, at den slags går over. Fin familie Maria Hirse kom til verden 13. december 1971. Hun var en smuk baby på 3400 gram og 53 centimeter men havnede på et hårdt stengulv ved et uheld. Faderen havde Maria Hirse ikke megen glæde af. Han var ud af en fin familie og forventede, at alle spiste pænt og ingen talte, med mindre de blev spurgt. I øvrigt så Maria Hirse ham kun sjældent. Han boede sammen med en anden kvinde, han havde børn med, og året før, Maria skulle begynde i skole, forsvandt han helt ud af hendes liv – for de næste 20 år. Så Maria Hirse voksede op hos moderen, hvis opvækst havde været præget af vold og svigt, og som var blevet misbrugt som barn og på den baggrund havde et anstrengt forhold til mænd og sex. - Jeg var et meget tænksomt barn, og jeg opfandt hurtigt min egen drømmeverden med en far og en mor, der havde det godt sammen. Jeg kunne bruge timer på at drømme mig til, hvordan mit værelse skulle se ud, hvis jeg nogen sinde fik et. Måske var den start på livet en medvirkende årsag til, at Maria Hirse allerede i børnehaven var anderledes. Så anderledes, at hun blev taget ud og sat i dagpleje hos gigtsyge Kirsten, indtil dagen oprandt, da hun skulle i børnehaveklasse. - Den, jeg lagde mest mærke til den dag, var en rødhåret pige, der hed Lene. Hun boede på samme vej som min dagplejemor Kirsten oppe i det gode kvarter, men jeg havde aldrig set hende før. Hun havde både sin mor og lillesøster med. De så fine ud i tøjet, og det gav et stik af misundelse inden i mig – sådan så en rigtig familie ud. Maria Hirse var ivrigt efter at lære, men allerede efter et par uger, begyndte problemerne at opstå. - Min mor havde ikke mange penge, så gaverne hang ikke på træerne, skriver Maria Hirse, der var syg af misundelse, da hun så de andre børns flotteste Barbiedukker – og som blev grinet af, da hun kom i mors hjemmesyede kjoler. Da moderen af et godt hjerte lavede dyr af frugt til uddeling på Marias fødselsdag frem for de ellers obligatoriske flødeboller, blev Maria Hirse helt til grin. - Jeg fandt meget hurtigt ud af, at jeg ikke passede ind, og at de andre børn ikke brød sig om mig. Det kan lyde mærkeligt, men jeg fik tit kommentarer om mit udseende. På det tidspunkt var jeg rimelig mørklødet, både hvad angår hårfarve og hud. De andre sagde, at jeg lignede en sigøjnerunge eller en tyrker, og det var ikke det smarteste, man kunne være, skriver den i dag så billedskønne Maria Hirse. Problemerne tog fart. Maria Hirse blev slået og sparket. De fleste dage blev indholdet af hendes taske hældt ud på jorden, inden hun fik lov at gå hjem. - Det går over, sagde de på skolen, når moderen ringede. - Jeg ville ønske, de havde haft ret, skriver Maria Hirse, der hurtigt begyndte at pjække fra skolen og miste lysten til at spise. Enkelte lyspunkter var der. Hunden Sacha og Frode, som moderen flyttede sammen med, og som ikke alene sikrede familien, der inkluderede Marias to halvsøskende, et hus med eget værelse til hvert af børnene, men som Maria også var meget glad for. Alligevel var skoledagene en daglig pinsel, så Maria Hirse knyttede sig til dyrene, hestene, men hun måtte sande, at hendes mor havde ret, da hun i anden anledning havde sagt, at alting har sin pris. Bent, der lod hende omgås sine heste, tog sig betalt, uden at han dog nogensinde egentlig voldtog Maria Hirse. I sin ulykke begyndte hun at finde sammen med uheldige veninder. Tina, for eksempel, der lærte hende at stjæle Barbiedukker og andet legetøj. Tyvekosterne blev gemt hjemme hos Maria Hirse. - Mor og Frode havde altid så travlt. De ville aldrig finde ud af, hvad jeg havde på mit værelse. Faktisk var det meget lidt, jeg så til dem. Kort efter vi var flyttet ind i huset, fandt de på at lave et lysestøberi i carporten. Derfor brugte de hver aften ude, så egentlig så vi dem kun til aftensmaden, der for mit vedkommende var overstået på fem minutter, lyder forklaringen på, at det kunne udvikle sig, som det gjorde. Maria Hirse gik på det tidspunkt i 2. klasse. Skolegangen var blevet så slem, at det blev foreslået Maria at gå til psykolog, men her kom moderens forhold til psykologer til at spille ind. Hun var som lille blevet anbragt i "det offentliges varetægt", da hun anbragt på børnehjem var blevet seksuelt misbrugt af nogle af de større drenge. - Det er klart, at en lille piges tillid til "systemet" bliver fuldstændigt smadret, når hun oplever at blive misbrugt det sted, som har fortalt hende, at de vil passe godt på hende, skriver Maria Hirse, der måtte opgive psykologen og i stedet begyndte at stjæle makeup i Irma. Da moderen en dag opdagede Barbiedukkerne, fik Maria Hirse en skideballe og besked om aldrig at se Tina mere. På trods af skoleskift og forsøg på at finde nye veninder ændredes situationen ikke. Tværtimod kastede Maria Hirse sig ud i al for tidligt sex , som hun slet ikke brød sig om. Detaljeret fortæller hun også om sine forhold. Faktisk husker Maria Hirse så detaljeret, at det sine steder er påfaldende – men det er essensen, der er værd at hæfte sig ved. Hun forblev anderledes. Som hun skriver i en efterskrift: Det er svært at skulle opbygge sociale relationer og netværk, når man ikke tror på sig selv og samtidig bliver trykket ned i dyndet på grund af mobning. For selv om Maria Hirse langt senere blev nummer tre i skønhedskonkurrencen "Look of the Year" og høstede megen anerkendelse i mange andre konkurrencer, var hun altid sikker på, at hun ikke ville klare den. - Det var først mange år senere, jeg fandt ud af, at en god selvtillid ikke er det samme som et godt selvværd. Og Maria Hirses problem var, at selv om hun skiftede skole indtil flere gange, troede hun ikke længer på sig selv. Dertil var hun dukket for mange gange. - Mit liv havde ikke været dårligere end så mange andres, jeg ønskede bare ikke at kæmpe mere, forklarer hun sit selvmordsforsøg den 13. som kulmination på endnu flere barske oplevelser og ydmygelser i skolen. Maria Hirse opfordrer i sin efterskrift forældre og skole til at huske på, at børn er vores ansvar. Vi skal ikke udsætte dem for unødvendige pres og forventninger, som kan gøre børn til mobbere eller ofre. - Så mit råd er i al enkelhed at prøve at beskytte vores børn mod for tidlige pres og lære dem, hvordan man omgås andre, skriver hun og fortsætter: - Det handler også om, hvad man udstråler som forældre. Udstråler man, at andre mennesker skal behandles ligeværdigt og med respekt, eller signalerer man, at der er nogle, der ikke er gode nok. Børn lærer lynhurtigt, og hvis de dagligt skal høre, at mennesker med bestemt udseende eller oprindelse ikke dur, afspejler de det dagen efter i klasseværelset. Børn afspejler deres forældre og omgivelser, så det er vigtigt, man husker på, at de ting, man siger og signalerer til sine børn, får betydning for deres hverdag og sociale liv. Maria Hirse: "Den 13" 173 sider, 169 kr. Lindhardt og Ringhof

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...