Lokalpolitik

Mobil-antennemast må placeres uden for byen

SKØRPING:Firmaet YIT har ansøgt Skørping Kommune om tilladelse til at opsætte udstyr til at sende mobiltelefoni i 3G-teknologi på den eksisterende antennemast på Torvegyden 3 i Skørping. Men det er ikke en god ide, mener politikerne i kommunens udvalg for teknik og miljø. - Vi har hele tiden haft den holdning, at de antennemaster ikke skulle sættes op i boligområder. Som udvalg og kommune agter vi at stritte imod det så længe som muligt. Derfor vil vi henvise dem til at bygge masten i Skørping Nord, siger udvalgsformand Henrik Christensen (S), som har et enigt udvalg bag sig. Hverken bygge- eller planlov giver kommunerne mulighed for helt at nægte at placere antennemaster til 3G-telefoni. - Men vi bruger den kattelem i lovgivningen, der giver os mulighed for at henvise til en bestemt placering, hvorefter det er op til ansøgeren at bevise, at den placering eventuelt ikke kan bruges, siger Henrik Christensen. På kommunens materielgård på adressen Skørping Nord 6 er der i forvejen en antennemast, som 3G-udstyret eventuelt kan opsættes på. Udvalgsformanden mener dog i det hele taget, at tvivlen om strålefare bør komme beboerne til gode. - Det bør være op til teleselskaberne at bevise, at det ikke er farligt, siger Henrik Christensen. Ifølge et notat til kommunerne fra Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling er stråler fra 3G telefoni ikke skadelige mere end nogle få meter fra senderen.