Mobil sporing af sygdomme

RTX Telecom er gået i samarbejde med Thomsen Bioscience

Nørresundby 5. september 2002 08:00

NØRRESUNDBY: Mobilteknologi kan bruges til meget. Nu er Nørresundby-virksomheden RTX Telekom således gået i samarbejde med Thomsen Bioscience i Aalborg for at udvikle en bærbar sensor til sporing af for eksempel biologiske krigsvåben og sygdomssmitte inden for landbruget. Hensigten med samarbejdet er at få udviklet et hurtigt, præcist og billigt overvågningssystem, som kan bruges af såvel forsvaret, beredskabstjenesten, landbruget som veterinærmyndigheder. Det første produkt ventes klar i løbet af et år til halvandet. I forbindelse med samarbejdet investerer RTX Telecom tre millioner kroner i Thomsen Bioscience, som er et udviklingselskab, der indtil nu har haft hjemme hos NOVI i Aalborg Øst. Firmaet har i forbindelse med samarbejdet lejet sig ind i lokaler i RTX Telecoms hovedkvarter på Strømmen i Nørresundby. Adm. direktør Jørgen Elbæk fra RTX Telecom siger. - Ved at gå i samarbejde med Thomsen Bioscience tager vi det første skridt i retning af at anvende vores viden om trådløs kommunikationsteknologi til at overføre indsamlede biologiske data. Vores mål er, at det hurtigt og effektivt skal være muligt at opdage forskellige former for luftbårne sporer, bakterier og vira og derefter transmittere de indsamlede data videre. Han kan endnu ikke sige, præcist hvilken type eller model der bliver tale om. RTX vil i vidt omfang lade fremtidige kunder få indflydelse på det endelige produkt. Princippet i den nye biosensor er, at man på en lille chip placerer en "omvendt dna" af det stof, som man vil teste for. Det kan for eksempel være miltbrand eller den i landbruget aktuelle Newcastle Disease. Når chippen, der er monteret på det bærbare apparat, møder et dna, der matcher, vil den sende et signal. Dermed kan en sporing, der i dag tager dage eller uger, muligvis gøres i løbet af få minutter. - I tilfældet med Newcastle Disease ville både myndigheder og fjerkræavlere have været glade for et system, der meget hurtigt kunne opfange sygdommen, siger Jørgen Elbæk. Han mener også, at landbruget kan have glæde af den type apparater i forbindelse med sprøjtning på marken, hvor landmanden kan nøjes med at sprøjte der, hvor sensoren rent faktisk har konstateret problemer. Hvad angår Thomsen Bioscience oplyser Jørgen Elbæk, at firmaet arbejder med integration af avancerede biologiske metoder i biochips. Hensigten er, at hele processen med indsamling af biologiske organismer, forberedelse af dem til biokemisk analyse og efterfølgende databehandling altsammen foregår i selvstyrende mikrolaboratorier. Teknologien kan derfor indgå i et biologisk beredskab, som i tide kan opdage og advare om skadelige biologiske stoffer. Thomsen Bioscience blev grundlagt i september 2001 af biolog ph.d LarsThomsen og har hidtil arbejdet med støtte fraVækstfonden og NOVI

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...