Mobil styrke risikerer at gå tabt

Regeringen på vej til at sætte Nordjyllands bedste kort over styr, mener chef for ny kinesisk ejet virksomhed

EMNER 1. marts 2003 07:00

AALBORG: Nordjyllands højt besungne styrke inden for mobiltelefoner har allerede fået baghjul af London, Paris og München, og uden den nødvendige statslige opbakning risikerer den helt at forsvinde som sand mellem fingrene. Torben Amtoft, chef for det helt nyetablerede mobiludviklingsfirma Adwanced Wireless Design, placerer ansvaret for den pressede situation hos regeringen. Den burde have sørget for, at pengene fra de danske UMTS-licenser - næste generation mobiltelefoner - blev brugt til at speede udviklingen på det mobile område op, så Nordjylland kunne få glæde af det forspring, som blev opnået i 1990'erne - Man burde forlængst have skudt et par milliarder ind i skabelsen af en stærk, national it-sektor, som man har talt så meget om. Konkret kunne der som støtte for udviklingen af den mobile verden være oprettet et program under NorCom, der samler de nordjyske virksomheder inden for telekommunikation. Så havde vi måske været leveringsdygtige, når løsningerne til eksempelvis UMTS skal leveres, påpeger Torben Amtoft. I stedet har landsdelens styrke på dette felt, været underkastet de samme globale konjunkturudsving som alle andre, og dermed har man sat en væsentlig del af forspringet over styr. - På en eller anden måde er der på nationalt plan ikke helt forståelse for, hvor meget det betyder, at vi har så fint samspil mellem forskningen på Aalborg Universitet - især Center for Personkommunikation - og den klynge af virksomheder, der har udviklet gennem de sidste 20 år. De frie kræfters spil er ikke nok til at sikre fortsat vækst på dette grundlag, dertil er vi alt for lille et sted, siger Torben Amtoft. Endnu er det ikke for sent at få udviklingen tilbage på sporet - medmindre Irak-krigen ødelægger det hele. - Med den nødvendige støtte fra offentlige midler vil vi stadig have gode muligheder for at bygge noget nyt op fra grunden. Men så skal det også være nu, siger Torben Amtoft, oprindelig uddannet ved Aalborg Universitet og siden ansættelse på Dancall sidst i 1980'erne selv en del af mobiltelefonernes udviklingshistorie. SIDE XX

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...