EMNER

Mobilen med det hele

Nokia N95 er den mest komplette mobiltelefon, vi nogensinde har testet

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

* FOTO2 - (vandret mobil m. ”Music player” midt på skærmen) * Den dobbelte skydefunktion vender skærmen mellem lodret og (som her) vandret format.

N95 er ikke blot endnu et nummer i rækken. Dette er årets mest omtalte og med spænding ventede mobiltelefon. For den kan simpelthen det hele. Udover telefoni med videosamtaler, kamera med rekordhøj opløsning og en avanceret mp3/video-afspiller får du her en avanceret lomme-pc med mail, web og planlægningskalender. Ikke at forglemme en stifinder med indbygget GPS-antenne. For blot at nævne nogle af hovedpunkterne. Alligevel er N95 mindre (2 x 5 x 10 cm) og især lettere (120 gram), end vi havde frygtet. Skærmen og navigationstasterne sidder på en plade, der kan skydes i to retninger. Når man skubber den opad, åbenbares de almindelige taltaster forneden, og når man skubber den nedad, ses fire afspilningsknapper foroven (frem, tilbage, stop og afspil/pause). Det er en smart løsning, fordi den samtidig fungerer som tastaturlås - og som en hurtig måde at skifte skærmens orientering mellem høj- og bredformat. Skærmen er forholdsvis stor (2,6 tommer) men ikke særlig finkornet (240 x 320 punkter). Det går lidt ud over skarpheden, når man f.eks. udforsker nettet med den ellers udmærkede weblæser. Den indbyggede GPS-antenne bruger et par minutter på at finde satellitterne, men så får du også en blæret animation med en snurrende jordklode og den helt store zoom-tur ned til din aktuelle position. Det går let nok at indtaste mål og få beregnet en rute. Men hvis du vil have rigtig navigation med talte instrukser, koster det ekstra. Skandinavien koster 532 kr. for tre års adgang, mens Vesteuropa lægger 745 kr. til telefonens i forvejen høje pris. Det koster også datatrafik at hente kort ned i mobilen, og hvis du vil navigere i bilen, skal du investere i holder og lader. Bag rattet mærker man, at skærmen er mindre end i de fleste ”rigtige” navigations-systemer. Og betjeningen lider under, at skærmen ikke er trykfølsom. Når man er til fods, går det bedre. Her kan man lettere undvære stemme-vejledningen, og så er det altså dybt fascinerende, at man til hver en tid kan fremtrylle et kort over sine omgivelser. Og endda søge efter nærmeste restaurant, postkontor - eller hvad man nu behøver. Musik 95 spiller musik i gængse formater som mp3, wma og aac. Lyden fra de indbyggede stereo-højttalere er overraskende magtfuld, men normalt vil man jo bruge hovedtelefoner. Er man ikke tilfreds med de medfølgende, kan man koble sine bedste ørebøffer til mobilen - evt. via den fikse mini-fjernbetjening. Som altid virker fm-radioen kun, når hovedtelefonerne er tilsluttet, fordi ledningen bruges som antenne. Afspilleren har rare funktioner som shuffle, spillelister og grafisk equalizer. Den kan endda synkroniseres med Windows Media Player. Lydkvaliteten er fin, og musiklageret kan udvides ved at proppe hukommelseskort (microSD) i en diskret sprække bag klap i venstre side. Det fleksible lager er også en gevinst for kameraet, der yder hele fem megapixel. Linsen fra Carl Zeiss beskyttes af et lille dæksel, og det er smart, at man kan zoome med lydstyrke-knapperne på siden. Dog kun med digital ”zoom”, der reelt bare beskærer og forringer billedet. I stedet for en rigtig blitz har kameraet en mindre effektiv LED-lampe, som til gengæld træder til, når kameraet skal fokusere i svag belysning. Som andre mobil-kameraer hæmmes N95 af en voldsom forsinkelse på både autofokus og udløser. Så man skal være heldig og forudseende for at fange det ønskede motiv. Billederne skæmmes også af en meget aggressiv komprimering og støjreduktion. Så N95 er ikke - som mange havde håbet - telefonen, der gør rigtige kameraer overflødige. Et billigt digitalkamera med to-tre megapixel tager typisk bedre billeder. Og når Nokia beskriver kameraets videooptagelser som ”dvd-kvalitet”, er det helt ude i hampen. Med pikselerede konturer og hakkende bevægelser kan man end ikke tale om vhs-kvalitet. Men for en gangs skyld giver det mening at vise optagelserne på en tv-skærm, og det nødvendige kabel medfølger endda. Lad os glæde os over det - i stedet for at skumle over Nokias salgsgas. Tilbage står nemlig, at N95 tager nogle af de bedste billeder og videoklip, vi endnu har set fra en mobiltelefon. Forbindelser På fronten sidder en mindre kameralinse, der bruges til videosamtaler over 3G-nettet. N95 tilbyder den hurtige ”turbo-3G” (HSDPA) og EDGE - hvis altså din operatør gør det samme. Hertil kommer trådløst netværk (802.11b/g), som også kan udnyttes til IP-telefoni. Styresystemet er Symbian, der tilbyder en bred vifte af værktøjer og programmer, der kan udbygges via nettet. Som standard er det muligt at læse - men ikke redigere - de gængse Office-dokumenter. Den fleksible brugerflade giver nem adgang til de mest anvendte funktioner, der vises i en ikonrække øverst på standby-skærmen. I andre Symbian-modeller har vi bemærket en vis træghed i menuerne, og N95 er desværre ingen undtagelse. Et simpelt menuvalg afføder ofte en ventetid på 2-3 sekunder, inden skærmbilledet skifter. Det lyder måske ikke voldsomt, men det er irriterende, at mobilen hele tiden er lidt bagefter. Kortlivet Ved tre lejligheder gik telefonen helt i baglås, så vi måtte pille batteriet ud, og vi oplevede også, at den genstartede uden varsel. Det er helt Windows-agtigt. Men det værste er batteritiden. Nokias løfter om 9,5 dages standby holder ingen steder. Vi havde vores til opladning hver eneste aften, og når batteriet bliver ældre, kan det let blive til to gange dagligt. Du kommer til at have el-adapteren med dig i lommen, og så er det dog en trøst, at den er så kompakt - ja faktisk den mindste, vi endnu har set. Den elendige batteritid er den altoverskyggende svaghed ved N95, og for mange vil dette være grund nok til at udelukke købet. Men det er åbenbart prisen for at proppe så mange funktioner og forbindelser ned i en så lille enhed. På den led er Nokia N95 nok forud for sin tid. Men den er en spændende forsmag på fremtidens mobile multimaskiner.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst