Mobilen som kilde til frelse

Min mellemste datter Emilie har julelys i øjnene. I december er det hendes fødselsdag. Hun fylder ti år, og hun ønsker sig så brændende en mobiltelefon.

Aalborg 1. december 2004 20:52
Hun er holdt op med at tro på julemanden, derfor er det til os, hun formulerer sit brændende ønske; må jeg ikke nok!? Hvad du ønsker skal du få, klinger det i baggrunden fra den juleoptændte kulisse. Men skal hun have den mobil? Mobiltelefonen er et blandt flere helt centrale tegn på vores tid og på vores kultur. Den er et emblem på en tid, hvor kravene om fleksiblitet, refleksivitet og individualitet tilsammen danner et net af forventninger og handlemuligheder, der både hænger over og under os. Mobiltelefonen er i den grad et tegn på, at mennesker ikke kan leve uden kommunikation. Tilværelsen giver ikke mening uden kommunikation. Den peger på, at vores forestillinger om hellige eller hemmelige rum kun giver mening, hvis vi har en offentlighed, hvor vi kan knytte an til andre. Mobilen er på den måde en nøgle til at forstå, hvordan vi gør vores moderne samfund. Mobiltelefonen er de moderne menneskers sociale pacemaker. Med mobilen i hånden har vi bogstaveligt fingeren på den sociale puls, eller rettere på den streng af personer, som vi svinger med. Mobiltelefonen er nok en nøgle til den store offentlighed, og vi ser i stigende grad, hvordan vores institutioner forsøger at integrere – som det hedder – mobilen i sine handlemåder og operationer. Ikke mindst kan vi se, hvordan virksomheder og nyheds- og underholdningsmedierne forsøger at tænke mobiltelefonen ind i deres måder at nå forbrugerne og brugerne på. Mobiltelefonen er samtidig en kilde til digital beruselse. For at forstå dette, må vi forlade vores forestillinger om, at kød og silicone, menneske og maskine er hinandens absolutte modsætninger. Mennesket og mobilen har potentialet til at kunne konvergere, eller netop at smelte sammen. I denne proces vil netop det bevidste menneske forsvinde og noget andet træde i stedet. Man kan naturligvis betragte dette som et tab af det hellige eller det absolut individuelle rum. Men spørgsmålet er, om den klassisk vesterlandske filosofi om det distancerede menneske, det boglige menneske der efter egen vilje kan træde i figur i forhold til teksten, overhovedet kan bruges til at begribe de kommunikative og legende mennesker, der dagligt kaster sig ud på de digitale bølger. For netop i bevægelsen er der ro – eller flow – at finde. Netop i intensiteten kan vi finde det, der gør os til hvem vi er. Mobiltelefonen er vores kilde til frelse. Og her behøver vi ikke at se på den profane betydning, som mobilindustrien spiller for hverdag og levebrød. Vi lever af og med mobiltelelfonen. Mobiltelefonen tilbyder os en måde at tematisere de vilkår, som vi er mennesker under. Mobiltelefonen er netop vores nøgle til den moderne individualiserede tilværelse. Den er en nøgle til en helt masse rum, kommunikative rum, hvor vi kan lade os beruse. Det har ikke været en god dag, hvis der ikke er blevet affyret tyve sms'er, plejer mine idrætskollegaer at sige. Pointen er, at vi ikke bør forstå mobiltelefoni som en kolonialisering af det tavse eller det hellige rum. Mobiltelefonen er ikke på vej til at rive væggene ned til dette rum. Det er med til at bygge en helt masse nye. Med mobiltelefonen får vi netop en nøgle til en hel række rum, hvor vores individualitet, eller netop vores måde refleksivt at agere som menneske mellem mennesker bliver synlig og aktuel. Communicare ergo sum! Med mobiltelefonen har vi faktisk muligheden for at trække "osteklokken" godt ned over os, som mine kollegaer plejer at sige. Vi har netop muligheden for både strategisk og taktisk – uden at det skal forstås militært – at navigere i det kommunikative rum. At sætte de grænser, som skal til, for at vi kan tåle, udholde og udfolde os som mennesker blandt mennesker. Mobiltelefonen er et spejl, et tomt display, hvori vi kan spejle os i de andre, eller netop os selv. Den bringer os tæt på livet, den kommunikative del af livet, som udgør kernen i ethvert vibrerende samfund, helt ned i den enkelte celle. Den eksponerer i den grad alle de forventninger, som vi skal tage stilling til, men viser os samtidig, at der skal aktivitet til, ellers sker der ingenting. Og vi har muligheden for ikke at gøre noget, selvom det netop kræver personlig disciplin og tro på egne handlinger at kommunikere "osteklokke". På én gang er det en stor og samtidig relativ nem beslutning at træffe: Selvfølgelig skal min datter have en mobil. Det kan godt være, at vi venter lidt, lige trækker vejret dybt. Det afhænger nemlig af kommunikationen mellem mor og far. Mobil eller ikke. Tem Frank Andersen er adjunkt på Aalborg Universitet, Institut for Kommunikation, Kroghstræde 3, 5.239, Aalborg Øst. E-mail: tfa@hum.aau.dk. I morgen skriver Dhamu Chodovarapu, Aars, indehaver af Danalco Wear and Welding i Aars.
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...