Teleselskaber

Mobilforvirring

Knap er 3G kommet før en langt billigere 2½G er på vej

AALBORG:Mobilselskabet 3 forsøger i helsides annoncer at overbevise danskerne om, at videotelefoni er alt, hvad vi har savnet. TDC, Telia og Orange, der også betalte blod til den danske stat for en licens til 3G mobiltelefoni, har imidlertid slet ikke travlt med at komme i gang med de tunge investeringer i det, der blev anset for fremtidens mobiltelefoni. Umiddelbart blev Sonofon taberen i spillet, men specialavisen Computerworld kan nu berette, at det norsk-ejede selskab er lige på trapperne med at lancere datateknologien EDGE, der kan sætte turbo på det eksisterende mobilnet til en langt lavere pris. - Samtidig kommer Nokia med nye EDGE-telefoner om et par måneder, så jeg tror, Sonofons udspil vil tvinge blandt andre TDC til også at gå med på EDGE, siger redaktør Brian Dixen fra tidsskriftet Mobil. Dermed vil TDC spænde ben for egne 3G bestræbelser, fordi EDGE næsten kan det samme. - I teorien kan man 'køre' lige så hurtigt med EDGE, nemlig 384 kilobit i sekundet, som 3G kan i dag. Man kan sammenligne EDGE med ADSL-forbindelsen til hjemmecomputeren, hvor vores nuværende GPRS-telefoner svarer til en gammeldags modemopkobling, siger Brian Dixen. 4G på vej Manglen på hastighed gør, at kun få i dag bruger deres mobil til at modtage mails på, og stort set ingen bruger mobilen til at surfe på internet. Men med EDGE bliver det lige så nemt at få fat på sine mails som på hjemmecomputeren. - Man vil ikke kunne se billeder i samme omfang som på en 3G telefon, men jeg tror ikke ret meget på videotelefoni. Det har i årevis kunnet lade sig gøre på fastnettet, men er aldrig blevet til noget, så jeg synes det er et åbent spørgsmål, om danskerne overhovedet er interesseret i videotelefoni på mobilen, fortsætter Brian Dixen. Fordi EDGE er en udbygning af det eksisterende GSM-net, er det langt billigere at etablere end 3G, der kræver et helt nyt sendenet og tilmed et sendenet, hvor sendemasterne skal stå så tæt, at kun tætbefolkede områder vil blive dækket. Samtidig spøger 3G's afløser i kulissen. Forskere på Aalborg Universitet er i færd med at udvikle 4G, som måske vil være klar allerede i 2007. Sonofons udspil kan medføre, at vi hopper direkte fra 2½G til 4G.