Færdselsforseelser

Mobilsnak skal koste klip i kørekortet

KØBENHAVN:Der skal anvendes langt skrappere midler, hvis antallet af trafikdræbte skal ned. Derfor vil et bredt flertal af Folketingets partier straffe de bilister, der taler i håndholdt mobiltelefon, med et klip i kørekortet. Hidtil har de to regeringspartier været skeptiske, men ifølge den konservative retsordfører Tom Behnke bliver politikerne nødt til at sætte "alle sejl til", hvis ulykkerne på vejene skal ned, skriver Politiken. - Jeg har været lidt tøvende, men jeg bliver mere og mere overbevist om, at vi bliver nødt til at indføre klippekortordningen i forhold til personer, som taler i håndholdt mobiltelefon under kørslen. Man kan stille sig ud til en hvilken som helst vej og se, hvor mange der blæser på loven. Det skal være slut nu, fastslår Tom Behnke. Hidtil har det kun været de mest alvorlige trafikforseelser, der har kostet et klip i kørekortet, deriblandt høj fart, kørsel over for rødt, kørsel i den modsatte vejbane og 'væddeløbskørsel'. Men ifølge Tom Behnke - som før jul blev udnævnt til formand for Rådet for Større Færdselssikkerhed - skal mobilsnak nu også med i ordningen. Han understreger, at den skærpede straf skal være med til at reducere antallet af trafikdræbte, der er steget voldsomt de seneste to år. Mens antallet af dræbte i 2006 var reduceret til 306 personer har mere end 400 personer mistet livet i trafikken i både 2007 og 2008. Mens DF afviser forlaget, er Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen åben for at se på, om håndholdt mobilsnak skal koste et klip. - Tiden er inde til at se på, om det skal være omfattet af klippekortordningen. Venstre er positive, men vi vil have eksperterne med på råd, siger han til Politiken. /ritzau/