Buskørsel

Mobilsnak under buskørsel

Nordjyske buspassagerer vil ikke acceptere, at chaufføren taler i håndholdt mobiltelefon under kørslen. Sidste halvår fik busselskabet Arriva 10 klager over mobilsnakkende buschauffører i Nordjylland.

Store busser, der skrumler rundt tomme halvdelen af tiden er for dyrt, for ufleksibelt og ikke løsningen på transportbehovet uden for de store byer, siger forskere fra Aalborg Universitet. Arkivfoto: Henrik Bo.

Store busser, der skrumler rundt tomme halvdelen af tiden er for dyrt, for ufleksibelt og ikke løsningen på transportbehovet uden for de store byer, siger forskere fra Aalborg Universitet. Arkivfoto: Henrik Bo.

Det er klart ulovligt at hive mobiltelefonen frem og snakke løs, mens man kører. Buschaufførerne risikerer ikke kun bøde, men også en fyreseddel. - Hidtil har vi dog givet chaufførerne en chance til, hvis vi får klage over, at de har talt i mobiltelefon under kørslen, oplyser pressechef Louise Sandell fra Arriva. Hun understreger, at Arriva ikke accepterer mobil-snak under kørslen, men i første omgang indkaldes de mobilsnakkende chauffører til en "alvorlig samtale". City-Trafik, der lige som Arriva kører for Nordjyllands Trafikselskab/NT, tager også kraftigt afstand fra buschaufførers mobilsnak under kørslen. - Det er ulovligt og uacceptabelt. Det reducerer opmærksomheden i trafikken og skaber utryghed hos passagererne, siger direktør Michael Brandt-Nielsen fra City-Trafik. Han understreger, at buschaufføren i sidste ende kan blive fyret, hvis der kommer flere klager. I første omgang slipper chaufføren dog med en alvorlig samtale. Hver gang passagerer klager til Nordjyllands Trafikselskab/NT over, at en buschauffør har talt i håndholdt mobiltelefon under køreturen, henvender NT sig til det busselskab, som chaufføren kommer fra. Det er så busselskaberne, der skal indskærpe reglerne for chaufførerne. NT-direktør Christian Roslev vurderer dog, at antallet af klager over mobil-snakkende buschauffører er faldet. Tidligere modtog NT en halv snes af den slags klager årligt, men i sidste halvdel af 2008 fik NT kun én klage. Mens Arriva altså fik 10 nordjyske klager i samme periode.