Lokalpolitik

Mobilt hjem med havudsigt

Domus Aqua har bygget en eksklusiv husbåd, som hele sommeren udstilles i Sæby Havn

FREDERIKSHAVN:Tre gange beliggenhed. Det er ejendomsmæglernes standardsvar, når man spørger til, hvad der har størst betydning for en boligs herlighedsværdi og dermed prisen. Et argument, som husbådefabrikanterne sikkert er enige i. Bliver man træt af udsigten, skifter man havn. Den langhårede græsplæne slipper du for, og tårnhøje ejendomsskatter er erstattet af en mere overkommelig havneafgift. For øjeblikket ligger den første husbåd fra frederikshavnerfirmaet Domus Aqua ved kajkanten hos Orskov Yard i Frederikshavn Havn. Fra den eksklusive husbåd kan man følge livet i og omkring havnen, se solen stå op over Kattegats bølger og skimte Hirsholmene mod øst, men så snart vejrliget tillader, bliver husbåden slæbt til Sæby Havn, hvor den udstilles, fuldt møbleret og indflytningsklar. Husbåden er bygget i vedligeholdelsesfri materialer. Vinduerne skal pudses engang imellem, og det er så det ... Oprindelig gik planen på, at husbåden skulle udstilles i Frederikshavn Havn. Senere var Søsportshavnen inde i billedet, men Sæby Havn, der hele sommerhalvåret er fyldt med sejlere og andre turister, ligner det perfekte udstillingsvindue. - Perfekt oase i Sæby Sæby-borgmester Folmer Hansens ord i NORDJYSKE forleden om "Sæby som smørhullet i den nye storkommune" var sød musik i ørerne på folkene bag Domus Aqua. - Vandet drager. Byggegrundene på Frydenstrand blev solgt på få dage og min drøm er, at der bliver marinaer over hele landet med plads til husbåde. I Sæby er der planer om en havneudvidelse og det kan blive en oase med stor tiltrækningskraft i de skønne omgivelser ved havnen, et perfekt sted, siger Vagn Aage Clemmensen, direktør i Domus Aqua. Firmaet er startet i et forsøg på at skabe nye boformer og alternative arbejdspladser til værftsindustrien, og flere forskellige faggrupper er involveret i demo-modellen, der kommer til at koste et sted mellem toenhalv og tre millioner kroner. Arkitekt Jens Hansen har slået stregerne til den eksklusive husbåd. Det 117 ton tunge fundament er støbt i armeret beton af murerfirmaet Svend Aage Christiansen. Stålkonstruktionen er lavet af Raimond Meilkjær fra MJ Teknik, mens Larsen & Tamborg står for tømrerarbejdet.