Mobning og børns venskaber

Arbejdsmiljø 19. september 2002 08:00

FREDERIKSHAVN: Børns mobning af hinanden er emnet for fyraftenscafeen på mandag i Sund By på Frederikshavn Bibliotek. Helle Kjeldsen, der til sin eksamen som pædagogmedhjælper har skrevet eksamensopgave om mobning, vil fortælle om sine erfaringer. Børn, der bliver mobbet, bliver følelsesmæssigt hårdt ramt. Desværre fortsætter de negative oplevelser uden for skolen. Mobning gør børn kede af det, får dem til at skamme sig og føle sig ensomme. De mister deres selvtillid, bliver indadvendte og måske syge. Ikke overraskende påvirker mobning indlæringen og kan gøre børn skoletrætte. De mobbede børn har færre venner end deres klassekammerater, venskaberne er svagere, og de føler ofte, at det er svært at få nye venner. Helle Kjeldsen gør i sin eksamensopgave op med myten om, at mobning er en uundgåelig del af livet og nok ikke er så slem. Det vil hun gerne fortælle om på fyraftensmødet samt give sine bud på, hvordan forældrene og lærerne kan være med til at støtte børnene og de unge, således at de ikke så let bliver ofre for mobning. . I forbindelse med fyraftenscafeen har Helle Kjeldsen arrangeret en udstilling, hvor der er fremlagt materiale og litteraturlister om "Mobning og børns venskaber". Alle er velkommen til arrangementet i Sund By, der er gratis.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...