Musik

Mod friheden 20 år efter

Skillelinjen ned gennem Bulgarien, Rumænien, Ungarn, Tjekkoslovakiet og DDR døbte Winston Churchill i 1946 ”Jerntæppet”. Det forblev intakt til Berlinmurens fald 9. november 1989

7
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

RUMÆNIEN: I Timisoara brød oprøret mod diktatoren ud nær disse kirketrappetrin, der på dagen benyttes til mere livgivende foremål som nu et bryllup tilsat små prinsesser.

VARNA-PLOVDIV-SOFIA: DK 617 Thomas Cook Airlines Scandinavia er fyldt op med passagerer, som søger mod solen og de hoteller ved bredden af Sortehavet, hvor kommunistiske pampere endnu huserede for 20 år siden. Flest i kabinen denne efterårsdag er de midaldrende ægtepar med tid og penge, men der er også ungersvende som nu dem omme på række 27, der ikke forsøger at skjule, at de skal have noget ”billig fisse”. Og billigt er der i Bulgarien. På 20 minutter og for 35 kroner bringer en spindende Mercedes med læderindtræk mig fra lufthavnen via den for EU-midler anlagte motorvej til den smukt restaurerede station i centrum af Varna, hvor man ikke går af vejen for at reklamere for et bordel i nærheden. Måske ”varerne” på denne geografi var, hvad de unge mænd i charterflyveren hentydede til? Undervejs passerer vi lysende Shell-stationer, ditto McDonalds facader og indkøbstempler, som de kendes fra resten af det Europa, bulgarerne stemplede ind i 1. januar 2007 med deraf følgende ret til at flage blåt med stjerner – omend vi på vore breddegrader siden har været lidt trætte af, at de sådan uden videre kommer kørende mod nord med deres røverbander. Anderledes generøsitet er der over konduktøren på natekspressen mod Plovdiv. Toget kører efter planen – og ankommer næste morgen, som skrevet står. Vejret er pragtfuldt på vandringen gennem den interessante by med de smukke bygningsfacader, smukke kvinder og smukke biler, der burde få al tale om et Trabant og Lada-folk til at høre op. Nydelige cafeer en masse og kø til gratisaviserne. Borgerne i Plovdiv følger med tiden. Som henne på Hotel Leipzig med egen kasino-indgang hvor morgenmaden indtages i lokaler, der før var grå, triste og forbeholdt partifunktionærer fra østblokken på gennemfart. Et levn fra en svunden tid der i dag er peppet op efter alle den moderne tids regler – eller mangel på samme. Som så meget andet i et Østeuropa af i dag, hvor man determineret higer efter den materielle overflod, der længe har været en selvfølge blandt os ”kapitalister” på denne side af det gamle jerntæppe. - Tingene er blevet smagløse og vulgære, men sådan vil folk med penge åbenbart have det, siger kvinden i hotellobbyen, hvis status styrtdykkede sammen med systemskiftets rejsefrihed. Inden markedsøkonomien eksploderede havde hun som tjener et privilegeret arbejde med kontakt til tilrejsende fra Vesten som ligeledes de sortbørshajer, taxachauffører og parti-pampere, der bl.a. holdt til i de storladne bygninger i hjertet af det ualmindeligt smukt restaurerede centrum i hovedstaden, Sofia. I en af bygningerne residerede efterretningstjenesten. Og selvom den i 1978 stod bag et spektakulært paraplymord på en bulgarsk systemkritiker i London, har den alligevel ikke helt samme brutale klang som Stasi i Østtyskland eller KGB i Sovjetunionen. Men tag ikke fejl for disse bureaukrater omtales fortsat med den største ærefrygt. Efter sigende skulle flere af eksperterne fra dengang nu til dags ernære sig som højtbetalte lovløse med stor indsigt i lyssky økonomiske transaktioner ved hjælp af moderne teknologi. Moderne teknologi præger derimod ikke sporvogn no. 12, som holder inde foran Hotel Renaissance på Vazrazhdane pladsen. På det tekniske universitet er man optaget af uddannelse og udsigten til at tjene penge. - Solidariteten i samfundet er sivet ud. Alle tænker kun på sig selv, siger portneren, der hører til en generation, hvoraf mange savner dagene med kommunismen. - Dengang var vi lige fattige, om man vil. Vi har ikke været godte til at forvalte friheden, fastslår den snart pensionsmodne herre og fortæller om skolelærerinder, der blot tjener et par hundrede euro om måneden og derfor supplerer indtjeningen på en af de utallige natklubber – kald dem blot horehuse, der kan frekventeres i Sofia. Eller måske de står langs den gamle hullede asfaltvej op mod grænseovergangen til Rumænien ved Vidin? SEVERIN-TIMISOARA: Det tager en krig at passerer Donau. Godt nok skal bilen ikke splittes ad og bagagen minutiøst gennemrodes, som tidligere oplevet ved landeskift i den gamle østblok, men prammen, der skal sejle de ventende over, lader vente på sig. Sejlplaner og mundtlige beskeder er en saga blot, så vi venter nær butikken med det sparsomme udvalg af toldfri varer, der bestyres af en stram madame, der vistnok indimellem holder åbent. Og det at være på ”standby” er en egenskab såvel borgerne som den rejsende den dag i dag fortsat må mestre til ug, om man vil bevæge sig rundt i de lande længst mod øst, der nok er optaget i ”fællesskabet”, men endnu så langtfra kører effektivt på skinner. Det skulle da lige være togdriften. For bortset fra nattoget 02.37, der fejlagtigt ikke kørte, da taxachaufføren læssede mig af på perronen i provinsbyen Severin, så fungerer denne infrastruktur på bedste vis i det tidligere Østeuropa. Efter nogle få timers søvn og morgenmad på det gamle statshotel, hvor jeg aften forinden havde set en flok tamme fodboldspillere fra FC København tabe til et hold ærgerrige rumænere, kører formiddagstoget mod ”oprørsbyen”, Timisoara. Byen var 16. december 1989 arnested for den blodige rumænske revolution – opstanden mod den forhadte men i Danmark Elefantorden dekorerede Nicolae Ceausescu, som fra 1965 til 1989 diktatorisk styrede Europas måske sygeste land. Hvem husker f.eks. ikke billederne af limsniffende børn og børnehjemmene i hovedstaden Bukarest? Karpaternes Geni, blev Ceausescu også kaldt, havde megen dårskab på sit generalieblad, da han efter en militær standret blev bundet til en pæl og henrettet på kasernen i Tirgoviste – sammen med sin hustru, Elena. Men som Maria, en meget talende ung kvinde i receptionen på hotellet i Severin, sagde det: - Mine forældre savner Ceausescu. Dengang havde de fast arbejde og var sikret en pension, de kunne leve af. De var politisk undertrykte, men havde sikkerhed og tryghed. Det kniber det med for unge kvikke Maria. Med halvandet hundrede euros om måneden for daglige 12 timers nattevagter er der ikke meget at rutte med, så det er da heller ikke demokrati og frihed, der optog hende. Det gjorde derimod EU medlemskabets mulighed for at forlade fædrelandet. Måske én dag med samme moderne tog som dem der bragte mig fra Severin til Timisoara og siden videre mod Budapest. Bløde sæder med fred og ro til at nyde udsigten og spankulere ind i spisevognen og indtage et måltid og en kop te til næsten ingen penge, mens tankerne farer til den selvbestaltede profet med markante meninger om forsoning mellem mennesker, der for et par dage siden slog følge mod det smukke kloster, Rila, i bjergene syd for Sofia. En historisk perle, som desværre kun de færreste charterturister ser. BUDAPEST: Budapest er også en perle – en storby perle. Jeg sætter mig på en trendy café og lader blikket skue den grumsede flod, Donau. Denne 2850 kilometer livgivende nerve, der gennem århundreder har sikret handel og vandel fra udspringet i Schwarzwald i Tyskland til Sortehavet. Aviserne på bordet er både lokale og engelsksprogede. Opstanden i Budapest i 1956 sendte en del ungarer til Danmark og kostede kommunisterne medlemmer og goodwill over hele verden, hvor deres sympatisører sad forskanset på folkeværtshuse og i studenterhybler for at debattere Sovjetunionens brutale magtdemonstration. - Siden har ungarerne haft en særlig plads på verdenskortet, siger manden overfor mig og vil meget hellere tale om en nært forestående fodboldlandskamp mellem Ungarn og Danmark frem for den korruption, der stortrives i landet, der er mere kendt for sine skakspillende gæster i de termiske bade frem for korrupte borgmestre, svindlende taxachauffører og det faktum, at langt de fleste aktive politikere fortsat er ”gamle kommunister”. Ungarns hovedstad er et levn fra Habsburgerriget, hvor der herskede dobbeltmonarki. Byen deles i to forskellige dele af floden Donau. Her er masser af brede avenuer og smukt restaurerede bygninger samt efterårsprægede parker, hvor det myldrer med mennesker. Ved Donaus bred skyder parlamentet sin kuppel op mod himlen. På min vandring passeres slotte, nydelige kirker prydet med mosaik og smalle snoede stræder. Budapest har langsomt men sikkert pustet støvet og soden bort fra den kolde krigs tid, så facaderne i dag er fint pudsede. Overalt bygges nyt, og restaurant- og cafélivet er på nær samme elegante niveau som i de dage tidligere i verdenshistorien, da smeltediglen tilsat orientalske, transsilvanske og europæisk smag stod for en udsøgt dekadence i Centraleuropa. BRATISLAVA: Slovakiets Bratislava er nu heller ikke sådan at kimse af. Slet ikke i den barokke del af byen. Desværre holder verdenskrisen slovakkerne, der ellers har sydlandske manerer, hjemme i eget køkken. Og da heller ikke østrigerne fra den anden side af Donau tilsyneladende har penge til den slags ekstravagance, hænger de sorte skyer lavt. Inden kommuniststyrets endeligt lå der på adresserne nyttige forretninger med hverdagsvarer, men i dag er byen proppet med spisesteder, der lukkes ned som også fabrikkerne i landområderne, der står spøgelsesagtige hen: Med det resultat at arbejdsløsheden nærmer sig 350.000 i et land med godt 5 millioner indbyggere. Siden starten af halvfemserne har Slovakiet – årene inden da en del af Tjekkoslovakiet – været selvstændigt, men til forskel fra Danmark har dette lille stykke land, der opstod i 1918 efter Østrig-Ungarns opløsning, altid været multinationalt territorium befæstet med polakker, ukrainere, tjekker, romaer og ungarer. Måske det er derfor en stærkt debatteret sproglov, der genindsætter rigsslovakisk som førstesprog i alle officielle sammenhænge, ikke bare er endnu et nationalistisk projekt fra premierminister Robert Fico og hans centrum-venstre-venstreorienterede regering – en interessant undtagelse i det postkommunistiske konservative østeuropæiske politiske landskab – men snarere et politisk svar på et indre pres, der blev forsøgt mindsket, da slovakkerne i januar 2009 blev østligste europæiske eurozone. Dengang fløj SkyEurope endnu sine ugentlige afgange fra Kastrup til Bratislava, men også dette er fortid i denne neddroslings tid, der også her har fået folk til at stoppe op og tænke på om fortiden nu også var helt så ringe endda, som man ellers har fået tudet ørene fulde. PRAG: Sidst jeg var i Prag i januar 2005, mødte jeg den tidligere tugthusfange og Tjekkiets forhenværende præsident, Vaclav Havel. Et så spontant og urealistisk et møde at jeg neddroslede mine principper og med forlov bad om at måtte foto-forevige ikonet efter en yderst interessant, om end kort, samtale i lædersæderne på cafeen i koncert- og udstillings huset The Municipal House inde på Nám Republiky 5. - We are all people in the same world, afsluttede han dialogen og smilede på egen stille facon, efter et sidste spørgsmål om den globalisering, der på det tidspunkt stod højt på dagsordenen i Danmark, hvorfor skribenten var sendt mod øst med en flok mænd fra Eternitten i Aalborg, som var i færd med at overlevere deres arbejdspladser til kollegaer i den tjekkiske provinsby, Sumperk. Siden er Havels stjerne dalet. Ikke mindst blandt ungdommen kan det konstateres efter en tur rundt på ølstuerne i byen, der er ramt af et sandt turistbombardement. Og tvivlsomt er det nok også, om Prag er blevet, hvad Havel ønskede, da digterdissidenten forlod fængselscellen og blev præsident på talen om verdensfred og forsoning – siden meldte han nationen ind i NATO og gik ind for missilskjoldet. For nok er den grandiose by renoveret til ug, men byens svar på Eiffeltårnet, Karlsbroen, er så fyldt med plattenslagere at det efterhånden kan være svært at finde frem til baggårdsgallerierne og de klassiske koncerter i verdensklasse, man tidligere kunne opsnuse i lejligheder og på ydmyge adresser, men som nu mest af alt er sat i scene for at få del i den galoperende markedsøkonomi som flere og flere tjekker dog stiller spørgsmålstegn ved. Som deres EU-skeptiske præsident, Vaclav Klaus. Som den eneste af Europas ledere har han endnu ikke underskrevet Lissabon-traktaten, der derfor ikke er trådt i kraft, hvilket piner statsledere i resten af Europa. BERLIN: Året efter murens fald trillede jeg forbi Brandenburger Tor i en hvid Citröen 2CV, der havde bragt unge håbefulde løbere fra i Århus mod historiens vingesus. At køre til Berlin i ”studenterjaguaren” tog væsentligt længere tid end eurocity toget fra Prag, der på fem timer brager gennem landskaberne. Dengang var vi de første, der skulle løbe gennem denne vidunderlige byport for enden af Unter den Linden, der lå så tæt på den forhadte Berlinmur. Men det var nu Checkpoint Charlie, dette mytiske og mystiske sted, der snarer e end maratonløbet var målet for mit vedkommende. Kontrolpunktet og/eller grænseovergangen, mens Berlin var delt fra 1945 til 1989, på Friedrichstrasse mellem den sovjetiske og amerikanske sektor, der kun måtte passeres af ansatte ved de allieredes ambassader og militærorganisationer, ikke-tyske udlændinge, den varige repræsentation for Vesttyskland og DDR- funktionærer. Mens løbekammeraterne diskuterede tider og restituerede med kulhydrater, stavrede jeg på ømme ben mod rejsens højdepunkt. Jeg ville se stedet, jeg kendte fra filmens verden, knap et år efter at det østtyske politbureaumedlem, Günter Schabowski, under en direkte transmitteret pressekonference, flankeret af et par menige medlemmer af centralkomiteen sad og bedyrede partiledelsens reformiver og vilje for så pludselig at læse op af et stykke papir – som han tilsyneladende så for første gang. Alle i lokalet vidste, at Østtysklands alias DDR`s regering var trådt tilbage, og at Schabowski var én blandt en lille håndfulde mænd, der – om nogen da overhovedet – havde magten i DDR i disse timer. Hvor beslutningen blev taget, hvis ikke af Günter Schabowski, er fortsat gådefuldt. Men han sagde de berømte ord: - Og derfor har vi besluttet i dag at indføre en ordning, som gør det muligt for enhver DDR-borger at rejse ud via DDR`s grænseovergange. - Hvornår? Spørgsmålet blev nærmest råbt af en tilstedeværende journalist fra et italiensk nyhedsbureau. Schabowski kiggede desorienteret i sine papirer. - Så vidt jeg ved, træder det … er det straks … unverzüglich, replicerede han og nikkede. Muren var faldet, Jerntæppet væk – Checkpoint Charlie fortid.