Mod og mandshjerte til at være far

Fotograf hylder den svenske mand, når han tager det fulde ansvar for børnene

Bosnien-Hercegovina 4. september 2002 08:00

Den svenske fotograf Ulla Lemberg har brugt et helt liv på kæmpe for at kvinders ligestilling, og på et afgørende område kan den 55-årige kvindesagskvinde se, at kampen er på vej til at lykkes. - Mændene involverer sig lige så meget i deres børn, som kvinder gør. De tager ansvar og del i børnepasningen. Det er utrolig positivt. Det er godt for børnene, kvinderne og mændene selv. Det er nødvendigt for ligestillingen. Den samfundsændring besluttede hun sig for at skildre i en ny udstilling, som hun har kaldt: Kære barn - om mænd, børn og ligestilling i Sverige. Den har allerede været vist i de fleste europæiske hovedstæder. Fra i morgen og til 26. september kan den ses på Frederikshavn bibliotek, og indtil videre er der ikke planlagt andre udstillinger i Nordjylland. Hendes billeder er en hyldest til den moderne svenske mand, og selvom den viser mange forskellige børn og mænd, så er den bevidst meget ensidig og idylliserende. - Jeg har lavet en positiv udstilling. Udelukkende med positive billeder. Det er både mænd og kvinder glade for, og mange mænd har grædt over at blive forstået. Ulla Lemberg har hele vejen tænkt på signalet i Kære børn. Hyldesten til samværet mellem mænd og børn. Billederne er taget i farver. Flere af dem i den smukke grønne svenske natur og på stort set alle billederne er fædre og børn i tæt kropskontakt. En eritreansk mand og hans tre børn er fotograferet på en møntvaskeri. En svensk mand i læderjakke og hans datter poserer på et komfur. En handicappet far i kørestol bøjer sig beskyttende ind over sin søn. Positiv respons Mændene mødte hun rundt omkring i Sverige og blandt svenske soldater i Bosnien, da hun var på andre opgaver. Nogen af dem kendte hun i forvejen. I alt arbejdede hun med udstillingen i tre år, og hun er forbavset over, at så mange har vist interesse for den. Den er meget anderledes end alt andet hun har lavet før og siden. - Jeg har altid arbejdet med elendighed, elendighed, elendindighed. Efter Kære børn havde jeg lyst til at prøve noget helt andet, og producerede to dokumentarfilm. En af menneskehandel og en om incest. Jeg føler, at når jeg har fået evnerne til at skildre forholdene, så må jeg også forsøge, at gøre det og håbe på, at noget ændre sig. Man kunne jo for ekempel håbe på, at hvis mænd føler en større kærlighed til deres børn, så vil de aldrig kunne drømme om at begå incest. Kvinder slap af Men hvad skal kvinderne bruge tiden til, når manden tager sig af børnene. - De skal slappe af. Dyrke motion, passe på sig selv. Mange kvinder på min alder er sygemeldte i dag, fordi de hele livet har haft dobbeltjob. Jeg kan se, hvordan tingene skal være hos min datter, hendes mand og deres to små børn på to år og syv måneder. Hun har har tid til at være sammen sine veninder, gå i biografen, træne. Hun har sit eget liv. Hendes mand har haft et helt års orlov. Ulla Lemberg mener også, at når kvinderne forlader deres magtbase i hjemmet, kan de forsøge at vinde den på arbejdsmarkedet. På deres egne præmisser. Mænd og kvinder er forskellige. Det gælder også på hjemmefronten, hvor kvinder skal lade mænd ordne tingene på deres måde. Som fotograf og som mennesker kæmper hun for, at vi skal se mere nuanceret på hinanden som køn. Og det kan kvinderne bane vejen for. De kan se både kvinder og mænd på en anden måde. Mange mandlige fotografer vil stadig fotografere midaldrende magtfulde mænd. Mange midaldrende mænd vil fotografere unge, afklædte kvinder. - Tænk jeg så i Ekstrabladet, at de stadigvæk har en side 9 pige. Hvor umoderne, siger hun. Hun fortæller, at da hun i 70"erne startede som den første kvindelig pressefotograf på Sveriges største avis Aftonbladet, fotograferede man Ugens smukkeste hjemmegående kvinde. - Man fotograferede ikke kvinder som tænkende mennesker, og da jeg kom til, kunne jeg som kvinde for eksempel fotografere fra kvindelejre, hvor mænd slet ikke måtte komme ind. På den måde blev min billeder anderledes, og jeg var selv en del af kvindebevægelsen. Men de senere år har jeg i højere grad taget udgangspunkt i børnenes vilkår. I en af mine dokumentarfilm har jeg taget børnenes fokus. Mormor- en gave Der er ingen tvivl om at Ulla Lemberg også agter at bruge tid sammen med børnebørnene Ida og Max. - Når Ida på to år siger mormor, ja så er jeg helt betaget. Det er faktisk kommet bag på mig. Jeg troede slet ikke, jeg ville føle sådan. Det er denne betingelsesløse kærlighed og omsorg, hun også skildrer i billederne i De kære børn. Til billederne er der en kort tekst, der fortælle om fædrenes følelser. For eksempel skriver en af fædrene om sin søn: Han er en fantastisk person. Han har åbnet mit sind og sjæl på en måde, jeg slet ikke troede var muligt. Eller som en far skriver om sin datter. Hun har lært mig tålmodighed og dulmet min rastløshed. Hun stoler på mig. Jeg er hendes sikkerhed.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...